Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Henrik ThomsenFoto: Burt Seeger/U S Photo

Henrik Thomsen på langfart

Thomsen, Henrik_US
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. februar 2019 8:00

Nykøbing F.-træner Henrik Thomsen er på uventet visit på Jydsk Væddeløbsbane i eftermiddag. Her følger forklaringen.

Selv en februardag med temperaturer omkring frysepunktet er Jydsk Væddeløbsbane et besøg værd. Alligevel må et trænerbesøg fra Nykøbing Falster for at starte en hest i laveste klasse karakteriseres som uventet.

Det kalder på en forklaring fra Henrik Thomsen angående Danilo Fønix' tilstedeværelse i eftermiddagens indledende opgør.

»Jeg skulle til Jylland med en anden hest, og slår to fluer med ét smæk ved at parre det med at starte Danilo Fønix her som et forsøg,« siger Henrik Thomsen.

»Når vi har trænet på Falster-banen så flyver hesten højre rundt. Vi har lige så flade og skarpe sving som i Århus, men jeg har også været med i så mange år at jeg ved, at når man kommer til Århus så er det noget andet. Jeg tror dog at Danilo Fønix klarer det.«

»Kan sagtens vinde et løb«

Kapacitetsmæssigt spår træneren hesten en reel chance.

»Danilo Fønix har god fart, men er ikke særlig god til at gå i ryg og få grus i hovedet. Samtidig har den det problem, at når det går venstre rundt, så taber hesten 10-15 meter i hvert sving. Derfor har jeg fundet dette løb i Århus, hvor hesten står godt. Jeg tænkte, at hvis den nu kunne få første række og undgå stænk, så ville den kunne gå et godt løb,« siger Henrik Thomsen.

Har hesten vinderchance?

»Det har den, hvis ellers den går fejlfrit, men der er galoprisiko. Hesten har gået rigtig godt de seneste to gange, hvor den har haft 100 meter galop på og løbet 1.21. Den kan sagtens vinde et løb.«

Færre heste på tærsklen til "spændende" sæson

Generelt ser NFT-træneren med fortrøstning på fremtiden selv om han på det seneste har oplevet en kraftig reduktion i antallet af ungheste.

»Det ser fint ud. Jeg er gået lidt ned i hesteantallet efter at Lasbek-hestene har forladt stalden som følge af at Christian Lindhardt stoppede dernede og de samtidig sorterede i hesteantallet så de selv havde plads til unghestene. Fra at have haft 38-39 heste er jeg nu nede på 26-27,« konstaterer Henrik Thomsen.

Tyske Ulrich Mommert ejer otte af de resterende pensionærer hos Henrik Thomsen. Disse skal hjem til sommer, mens de resterende er heste som Henrik Thomsen regner med at skulle føre frem til start. Flere tegner med trænerens ord »ret spændende«.

Til kategorien 'spændende' hører selvsagt også staldens stjerne, den nu treårige Erling.

»Erling har alt hvad der skal til for at blive en tophest. Jeg ved ikke om man kan sige, at det glippede i Opdrætningsløbet. Erling kom til at sidde udvendigt på en krævende bane. Lige i nuet var jeg skuffet, men efterfølgende kunne jeg godt se, at hesten gik et topløb,« siger Henrik Thomsen med det klassiske opgør på afstand.

»Erling sæsondebuterer sikkert i april og skal bare manageres efter de store løb. Det kunne være sjovt hvis den kunne vinde Kriterium, Grand Circle eller Grand Prix, men Rudbeck og Jørgensen er ikke nemme at danse med,« konkluderer Henrik Thomsen.

---

Dagens løb på Jydsk Væddeløbsbane indledes kl. 15.45. Program, trænerkommentarer, ekspertanalyse og andet spilmateriale findes på fasttrackracing.dk

Af Niels Jørgensen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere