Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Epic og Steen Juul samt ejer Jesper Nielsen - Charlottenlund 10.2.2019Foto: Refined Pro

Epic kan være en hest til årgangsløbene

Epic Steen Juul Og Ejer
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. februar 2019 17:45

I sin debut for Steen Juul fløj den lille hingst bare banen rundt til en overlegen sejr. Hesten er købt med årgangsløbene for øje, og med sejren i dag ser det ud til, at ejer Jesper Nielsen har noget at have sin optimisme i. Hattrick til Steen Juul inden for V5.

Som 2-åring gjorde Epic to starter for sin nu forhenværende træner Ken Ecce. Den løb en 17-tid i debuten, men galopperede i dens anden start. Sammen med Amazing Dynamite blev hesten skiftet til Steen Juul hen over efteråret, og i dag var det tid til den første start for Epic i Steen Juul-regi.

Tidligt på løbsdagen blev ejer Jesper Nielsen interviewet til Fast Track. Han sagde, at han havde købt hesten i troen på og håbet om, at han havde en af landets 12 bedste i årgangen. Og efter afcantringen betegnede reporter på Fast Track Nicole Marsing den 3-årige Dream Vacation-søn som en lille ”racer maskine”, der ikke ville vente på nogen.

Og det kom til at holde stik. Steen Juul prikkede starten perfekt, og i front løb Epic sit helt eget løb. Næstfavoritten Dynamic Dancer startede fra 20 meters tillæg. Den var chanceløs for at komme ind i kampen, da Steen Juul gradvis satte tempoet op undervejs.  

Ved målpassagen var der små 30 meter ned til Dynamic Dancer, og vindertiden blev fine 1.17,2/2.000m snorestart i en noget tung bane.

Epic Og Steen Juul

Epic skar målstregen i ensom majestæt og viste rigtig gode takter i sin første start for Steen Juul. Foto: Refined Pro.

- Han var vældig fin. Her i løbet opførte han sig eksemplarisk.

- Han er en fin hest at arbejde med, og der er en god motor på ham, når vi stiller krav til ham i træningen. Det har været klart positivt, og vi håber, han kan forsætte og udvikle sig. Tiden her var i hvert fald helt OK, konkludere Steen Juul.

Løbet var tredje afdeling af V5-spillet, som Steen Juul havde indledt med en sikker sejr med storfavoritten Cherie De Vie. Og han lukkede V5-spillet med en lige så sikker sejr med Catch Me A Winner. Med tre Steen Juul-sejre blev gevinsten i V5-spillet på beskedne 228 kroner.

Den lille Max med den store virkning

Sådan hed sloganet for træner Max Nielsen i hans velmagtsdage tilbage i 90'erne – det holder stadig. I dag tog han pynten af en så fin hest som Amazing Dynamite, da han gik forbi denne til sejr i Vinterstrabadsen med Teodor.

Undervejs lå Teodor i tredje par invendigt. Max Nielsen bakkede sin hest ud i opløbssvinget og fik ryg på favoritten Amazing Dynamite, der havde startet 20 meter efter Max Nielsen hest. Men det var Teodor ligeglad med, for den spurtede let forbi Steen Juuls hest til sejr i tiden 1.15,7/2.520m snorestart. Der var 15.000 i førstepræmie.

Teodor Og Max Nielsen

Yderst fanger Max Nielsen og Teodor favoritten Amazing Dynamite med Steen Juul kort før stregen. Foto: Refined Pro. 

- Han skal have et godt rygløb, for at være med på stregen. Men så er han også skrap. Det går ikke, at jeg kører som sidst fra dødes af. Det duer han ikke til, forklarede Max Nielsen.

Er der nogen, du er mere tilpas ved at køre forbi end andre, ville reporter Nicole Marsing vide?

- Nej det vil jeg ikke sige. Steen er jo fantastisk og har gjort det fantastisk. Jeg ville hellere have kørt en spidskamp med ham ligesom i gamle dage. Det var meget sjovere.

Det bliver ikke med Teodor?

Det bliver ikke med Teodor - nej. Jeg må have købt en hoppe, som jeg kan sætte op, så jeg kan drille ham på hans gamle dage, lød det på sædvanlig lunefuld vis fra Max Nielsen.

Max Nielsen Og Nicole Marsing

Max Nielsen var som sædvanlig i det spøgefulde hjørne under sejrsinterviewet med Nicole Marsing fra Fast Track. Foto: Refined Pro.

En kort gennemgang af samtlige løb kan ses på Travet.dk her:

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere