Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Trophygirl og John Køhler - Odense 8. juni 2018 Foto: Gorm Johansen

Det sidste trofæ

Trophygirl 8618
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. februar 2019 15:48

Trophygirl blev den sidste toptraver fra den mangeårige amatørtræner Børge Bossen, der for nyligt er gået bort efter pludselig sygdom. På søndag starter Trophygirl for første gang efter hans bortgang for hustru Merete og ven samt samarbejdspartner gennem mange år, John Køhler.

Mere end 35 år indenfor travsporten og 30-40 forskellige heste blev det til for ægteparret Merete og Børge Bossen, der selv trænede hestene hjemme på gården beliggende ved Odense. Det sportslige højdepunkt kom med Kansas der fra 2005-13 tog 21 sejre og kørte 396.984 kroner ind.

Næsten poetisk lykkedes Børge Bossen indenfor hans sidste leveår med en fantastisk opblomstring af familiens Trophygirl, der på en varm junidag i fjor overraskede mange, ved at sprinte sig til sejr på en 12-notering på hjemmebanen i Odense - for herefter at fortsætte sommeren i samme spor.

En reel arbejdsmand

Lige indtil december i sit 77. leveår kunne Børge selv stå for træningen, men herefter gik det stærkt. I slutningen af januar fik Børge konstateret kræft, der havde spredt sig rundt i hele kroppen og 14 dage senere gik han bort.

  - For hans skyld var det godt, det gik så stærkt, men ikke for familien (hustru, tre børn og børnebørn, red.) siger travtræner John Køhler, der også har mistet en nær ven og hesteejer gennem familiens mange år i travet.

  -  Børge var en rigtig hyggelig, men også reel mand. Når han sagde noget, var det sådan det var. Det kunne man altid stole på. Og da man fandt ud af, hvilken vej det gik, sørgede han for alt. Han skulle ikke derfra uden der var styr på det hele.

Boerge Bossen

Børge Bossen tilbage i 2013 ved Trophygirls tredje sejr i en alder af tre. Foto: Martin Timm Holmstav.

I en svær tid

Travsporten fyldte rigtig meget for både Børge og Merete, der havde en klar arbejdsfordeling - Børge trænede og Merete klarede det praktiske. Han var en arbejdsmand, der nød at stå op til hestene så længe, det var muligt. Og foruden hans personlighed og tømrerfærdigheder har John Køhler også kun roser til overs for hans hesteevner. 

  - Jeg glemmer ikke, hvordan han fik styr på en hest som Cyrano Cloc. Den var skrupskør, og der var ingen, der turde køre den. Men den fik han alligevel arbejdet op til at tjene et par hundrede tusinde, siger John, og der også roser Børges arbejde med netop Trophygirl.

  - Den hest har en enorm betydning for Merete. Børge havde sagt til hende, at den skulle hun beholde, det har hun råd til. Så på søndag tager Merete med til Billund, det ved jeg, at hun ser frem til.  Det er en mulighed for at få tankerne et andet sted hen, og flygte lidt fra hverdagen. Det er det, de kan de heste, påpeger John Køhler.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere