Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Aarhus Folkepark som den kan komme til at se ud.Foto: Pressefoto.

Den mulige fremtid: Jydsk Væddeløbsbane en del af en folkepark

FOLKEPARK 1 SLETH CFMOLLER LOW
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
20. februar 2019 17:20

Jydsk Væddeløbsbane kan ifølge et nyt projektforslag blive en del af et nyt sportcampus og bevare sin nuværende beliggenhed. Projektet møder modstand i Jydsk Væddeløbsbanes bestyrelse.

Knap 100 år efter Jydsk Væddeløbsbanes åbning kan den smukt beliggende bane blive en del af en ny fælles 100-års vision for en Aarhus Folkepark. En folkepark med puls, hvor forskelligartede idrætsaktiviteter og faciliteter fungerer i samspil med grønne åndehuller i form af rekreative områder.

I hvert fald hvis det står til byudvikler Rune Kilden, der sammen med arkitektfirmaerne Sleth og C.F. Møller samt en interessentgruppe bestående af de mange idrætsgrene repræsenteret i området omkring Jydsk Væddeløbsbane står bag den ambitiøse plan. En plan, der onsdag middag blev præsenteret på et pressemøde hos Sleth i Sonnesgade i Aarhus.

Pressemoede Sleth

Præsentation af den nye Aarhus Folkepark ved onsdagens pressemøde hos arkitektfirmaet Sleth. Foto: Niels Jørgensen.

Ifølge byudvikler Rune Kilden er der snarere tale om en åben invitation til debat om områdets fremtid end et færdigt projekt. En debat der tog fart med konsulentfirmaet PwC’s tidligere offentliggjorte stadionanalyse.

  - Det her handler ikke blot om et stadion, men udviklingen af en hel bydel. Vi er bevidste om at det er en politisk beslutning, men vi håber at folk vil være med til at drømme med os, fortalte Rune Kilden på pressemødet idet han samtidig fastslog, at der var tale om en plan i økonomisk balance.

Visionen for folkeparken er, at alt bliver, alt forædles, alt forbindes og alt fremtidssikres samtidig med, at den omringes af et rekreativt bælte. Tanken er, at man sammen kan skabe noget, der er langt større end det, de enkelte sportsgrene hver især repræsenterer. Folkeparken vil blive et sportsmekka.

Føres visionen ud i livet betyder det, at Jydsk Væddeløbsbane kan beholde sin unikke beliggenhed efter den nuværende lejeaftale med Aarhus Kommunes ophører i 2029. Samtidig kan banen nyde godt af det helt enorme potentiale og liv området tilføres. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan en milliardinvestering i området og sammenhængskraften vil have en afsmittende effekt på den aarhusianske bane.

FOLKEPARK 3 SLETH CFMOLLER

Oversigtsplan over udkastet til en ny Aarhus Folkepark. Pressebillede

Modstand hos Jydsk Væddeløbsbane

Bestyrelsen på Jydsk Væddeløbsbane er dog ikke udelt begejstret, for der er en hage ved planen. Det økonomiske grundlag for folkeparken består i at arealet syd for banen, der netop nu bruges som folde og parkeringsområde og som banen har en lejeaftale på indtil 2021, skal udstykkes til opførelse af omkring 1.100 nye boliger.

Den nye bydel er tænkt som et byhuskvarter inspireret af hestemiljøet, der sammensmelter med væddeløbsbanen. Ifølge initiativtagerne vil det betyde, at væddeløbsbanen bliver integreret bedre i byen.

Byhuskvarter

Oversigtsbillede over planen for den sydlige del af JVB's nuværende areal. Foto: Niels Jørgensen.

Den officielle udmelding fra Jydsk Væddeløbsbanes bestyrelse er, at man ønsker at indgå i et godt og loyalt samarbejde med brugerne af stadionområdet, og at det samarbejde bygger på en forudsætning om, at alle sportsgrene forbliver i området. Jydsk Væddeløbsbane ønsker som udgangspunkt ikke bebyggelse på området, men deltager konstruktivt i samarbejdet med arbejdsgruppen og respekterer Aarhus Byråds ret til at træffe afgørelse om en eventuel bebyggelse.

Bliver der politisk flertal for bebyggelsen, betyder det for Jydsk Væddeløbsbanes vedkommende, at de nuværende hestefolde rykkes ind på selve væddeløbsbanens inderkreds, at hovedindgangen rykkes ned mod stadion/byen og at der skal etableres nye parkeringsfaciliteter for banens besøgende. Sidstnævnte er dog ifølge byudvikler Rune Kilden ikke noget problem, da han ser uudnyttet potentiale i blandt andet underjordiske parkeringsanlæg, ligesom han præsenterede idéen om at pakke parkeringsfaciliteter ind i bygninger.

Folkepark kan være realitet indenfor fem år

Tidshorisonten for den ambitiøse plan afhænger af flere faktorer, men skulle projektet glide let igennem det politiske system, er en byggestart om 2½ år ifølge Rune Kilden ikke urealistisk.

Han vurderede infrastrukturen således, at man kunne bygge de forskellige dele af den nye folkepark op samtidigt. De tunge byggerier som fx et nyt Aarhus Stadion vil tage i omegnen af to år at bygge, og en samlet sportscampus omkranset af rekreative områder kan således stå klar indenfor fem år.

Af Claus Juncker

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere