Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Bent Svendsen.Foto: Ole Hindby.

Bents boldøje var helt perfekt

Svendsen, Bent
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. februar 2019 22:45

Bent Svendsen blev dagens mand med to sejre – begge efter millimeterkørsel, hvor han både som gæstekusk bag Epsilon Pi og med sin egentrænede Amerian fangede favoritten på målstregen.

Vi er stadig i den mørke og regntunge tid, og det sætter sit præg på banelegemerne rundt om på landets baner i øjeblikket.

Denne aften i Skive var ingen undtagelse, hvor banen var noget tung. Især på skovlangsiden var banen meget blød ifølge flere af de aktive, som blev interviewet til Fast Track i løbet af aftenen.

Bent Svendsen lagde for i dagens andet løb, hvor han sad bag Jan Friis-trænede Epsilon Pi. Han havde før kørt hesten i træning som 2-års, men det var en noget bedre udgave, han sad bag i dag.

Fra tredje par udvendigt angreb han på bagerste langside. I opløbssvinget engagerede Epsilon Pi den førende favorit Rebellion, og der udspandt sig en drabelig tvekamp ned igennem opløbet.

Der måtte målfoto til, og det viste, at Bent Svendsen var først på målstregen. Epsilon Pi viste klar fremgang og sejrede i vindertiden 1.19,5/2.060m auto.

EPSILON PI Og Bent Svendsen

Med effektiv drivning får Bent Svendsen akkurat Epsilon Pi forbi Rebillion og Birger Jørgensen, som er uden for fotografens linse. Foto: Flemming Andersen

Amerian som forvandlet

Bent Svendsen har for nylig fået Amerian i træning. Tidligere var hesten kendt som et stærk type, der var langsom fra start og var bedst på de lidt længere løb.

I forhåndsinterviewet havde træneren fortalt, at han forventede at køre til fra start, og at hesten for første gang ville blive udstyret med norsk hovedlag.

Amerian var med i spidskampen, men det blev til andet par udvendigt i ryg på favoritten Guy Pomponne, der atter måtte trave udvendigt hele vejen.

I opløbet koblede Guy Pomponne grebet på førende Batman S H, og som tidligere på dagen udspandt der sig igen en uhyre tæt opløbskamp mellem Birger Jørgensen og Bent Svendsen.

Jørgensen trak vattet på Guy Pomponne, og Svendsen trak det norske hovedlag på Amerian. Og nøjagtigt som i andet løb fik Bent Svendsen akkurat på målstregen sin hest forbi. Vindertiden blev dagens hurtigste med 1.14,9/1.600m auto.

- Du gav ham en reel afkantring der inden starten. Hvordan var han bag startbilen? - ville reporter Søren Aaen vide.

- Han var lidt bedre, end jeg havde troet. De (ejerne red.) sagde, at han skal til dig, for den kan ikke åbne. Men jeg synes, den var rimelig hurtig ude, og nu fik den perfekt løb også.

- Men at slå den, der sad udvendigt, det var godt gået, roste Bent Svendsen sin nyerhvervelse.

Reporter Søren Aaen var ikke færdig med at dyrke Amerians starhurtighed.

Jeg talte med en inden løbsdagen startede. Han sagde, at hvis han får den her Amerian til at åbne også, så ville jeg prøve have en Jersey ko i træning hos ham for at se, om han også kan få den til at åbne, skæmtede reporteren spøgefuldt.

- Vi har lige en enkelt boks. Du kan bare komme med den, lød svaret fra altid slagfærdige Bent Svendsen.

AMERIAN Og Bent Svendsen

Amerian sejrer for sin nye træner Bent Svendsen, der for anden gang på dagen vandt en tæt opløbskamp mod Birger Jørgensen. Foto: Flemming Andersen.

Peter Ø. Andersen eksekverede straffespark

I årets første afdeling af Skive Amatørseire 2019 havde træner Gordon Dahl fundet et overordentlig godt tilbud til Hasek Boko.

Den 5-årige vallak havde vist fremgang senest for jockey Hussein Kassir. Men da denne ikke var til rådighed som kusk denne løbsdag, valgte træneren amatørløbet med erfarne Peter Ø. Andersen som kusk.

Hasek Boko var med kun 399 kroner op til grundlaget perfekt inde i løbet. Og med spor 1 i en volte med kun tre heste, blev den servet til front.

Kilometeren gik efter beskedne 1.23,5, men herefter skruede Peter Ø. Andersen successivt op for tempoet og tog afstand til konkurrenterne.

Alene i front løb Hasek Boko sit eget løb, og ved målpassagen var der næsten 20 meter ned til andenhesten Broadway Vincent. Vindertiden blev 1.19,3/2.2550m snorestart.

- Overhovedet ikke. Jeg følte, at jeg havde rigeligt at køre med hele vejen, så der var ikke noget at tænke over, svarede Peter Ø. Andersen på Søren Aaens spørgsmål, om han på noget tidspunkt var bekymret.  

HASEK BOKO Og Peter Oe Andersen Peter Ø. Andersen bag Hasek Boko lignede en, der kunne sidde og læse Skive Folkeblad, hvis han havde haft avisen med - så let blev sejren i Skive Amatørserie. Foto: Flemming Andersen.

En kort gennemgang af alle løbene i Skive kan ses på Travet.dk her:

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere