Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten Juul vinder med Aros Line nytårsaftensdag i AalborgFoto: Ditte Hesselborg

Spids og slut for Aros Line

Aros Line 311219
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
31. december 2019 13:30

Skive-træner Morten Juul havde ikke kørt Aros Line i løb nogensinde - bortset fra prøveløbet tilbage i april 2015 - men Juul og Aros Line dirigerede hver en meter af løbet for heste under en halv million på kontoen.

Af Jesper Elbæk

Morten Juul har haft en god sæson som kusk, og dagens sejr var nummer 11 i 2019 i sulkyen. På sidelinjen er det gået endnu bedre, og dagens sejr med Aros Line var nummer 76 til stalden i år.

Spids og slut var devisen for Aros Line og Morten Juul, som afviklede de første 500m efter 1.13,3 og kilometeren i 1.15-tempo. Der burde være masser at skyde med til slut, men Juul måtte alligevel ud i fuld længde for at holde Nicklas Korfitsen stangen med I D Entity, som kom flyvende ude i fjerde spor. Utroligt nok har dén hest endnu ikke har vundet i 25 starter.

I 8. løb kom Skive-træner Christian Lindhardt tilbage på vinderpladsen efter en længere pause på sidelinjen på grund af en øjeninfektion.

Lindhardt kørte direkte til spids med vinderen af Dansk Trav Kriterium Consolation-vinderen Enjoy The Coktail. Spicy Shot med Birger Jørgensen og Act Cool med Kasper K. Andersen kom i gode angreb, men sejren blev sikker nok endda, og det var altså Christian Lindhardts første kuskesejr siden 29. august - dog med en tre måneder indbygget skadespause som nævnt.

Årets sidste løb i Danmark gav sejr til Per F. Ryberg med Poeten Blåbjerg, som førte hele vejen rundt, og aldrig var truet. Dennis Kristiansen skulle bruge en sejr for at true Mathias Jensen i kampen om amatørchampionatet, men Pharell var "kun" tredje, så Mathias Jensen nappede championatet på flest andenpladser.

Flemming Jensen blev suveræn champion blandt de professionelle, Nicklas Korfitsen tog sig af jockeychampionatet på hjemmebanen og Marianne Mechlenburg havde for længst sikret sig montéchampionatet. Årets hest i Aalborg blev som nævnt C You Again med seks sejre foran Big Flirt med fem sejre.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere