Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Nallo Åstrup og Ole Henriksen - Aalborg 14.9.2019Foto: Hesselborg Foto

De sidste gamle travere takker af

Nallo Aastrup
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
31. december 2019 9:00

11 heste var med hele året som 14-årig, hvor de to sidste Nallo Åstrup og Nobel SM gør deres sidste start på Racing Arena Aalborg i dag.

Af Kim Nielsen

Hvert år ved denne tid skal vi tage afsked med de heste, der falder for aldersgrænsen ved udgangen af deres 14. år. På fem af landets baner var der heste, der gik linen ud, hvor hver enkelt har sin egen historie om en karriere, der har givet deres ejere mange dejlige oplevelser.

Årets allersidste travløb er formløbet på Racing Arena Aalborg i dag, og en enkelt 14-årige hjemmebanehest er til start. Det er Nallo Åstrup (Earthquake-Dixi Åstrup), der hele karrieren har været ejet af Aalborg amatøren Ole Henriksen, som i sin sidste start køres af sønnen Mads Henriksen.

Det er blevet til en enkelt sejr i år og i alt 13 sejre i 112 starter samt en indtjening på 166.350 kr. inden starten i dag. Karrierens højdepunkt var sejren på Derbydagen 2013 i Amatør Elite Cup for den anden søn Emil Henriksen.

Afsked med fire Skiveheste

En af Nallo Åstrups modstanderne i dag er Nobel S M (Golden Globe-Vicki Øbo), som er en af fire Skiveheste, der falder for aldersgrænsen. Den er opdrættet af Søren Bach Mortensen og har været ejet og trænet af Rune Bach Mortensen i hele dens karriere.

Ejeren har selv siddet bag hesten i en stor del af dens 203 starter, der har givet 27 sejre og en indtjening på 307.025 kr. inden sidste start i dag. To af sejrene er taget i år.

Nobel S M har været bedst på det lidt længere distancer, og højdepunktet var omkring årsskiftet 2009/2010, hvor den tog fire sejre på stribe - heriblandt Skive Kommunes Liga 3-finale.

Nobel S M

En tilfreds Rune Bach Mortensen laver sejrsgestus efter sejren med Nobel S M. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Ved Skives sæsonafslutning juleaftensdag gjorde Nero Toft (Imposant Sund-Hera Toft) sin sidste start for Jørgen B. Pedersen, der har ejet hesten i hele dens karriere sammen med dens opdrætter Ivan Thorsager.

Højdepunkterne i karrieren var sejren i Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation og sejren i derbyprøven i 2009 – begge for Casper Jensen. I Dansk Trav Derby endte den uden for præmierækken som nummer ni. I år blev det til en enkelt sejr i oktober for Sabina Gammelgård. 18 karrieresejre i 235 starter har indbragt 353.459 kr.

Nero Toft har fået tre afkom, hvor både Vicki Løgstrup og Buzz Løgstrup er aktive. I september mødte Nero Toft rent faktisk sin egen datter Vicki Løgstrup. Her var ungdommen først i mål af de to.

Nero Toft Og JB

Nero Toft har givet Jørgen B. Pedersen mange fine oplevelser igennem tiden. Foto: Gorm Johansen.

Skiveamatøren John E. Andersen havde både Glory Woj og New Lollipop med til det sidste.

Glory Woj (Jobie Tempest-Perzica Scott) var hos John E. Andersen fra 2012. Den sejrede 15 gange i 265 starter og tjente 177.526 kr.

Glorywoj160418 1000

Glory Woj vinder her for Iben Engholm i Aarhus. Foto: Ole Hindby.

New Lollipop (Cuchulainn-Bertha Tax) kom til John E. Andersen i 2011. Den sejrede 37 gange i 300 starter og tjente 347.550 kr., hvor den sluttede af med at blive ”Årets hest” i Skive. Læs portrætartiklen ”New Lollipop stopper op toppen” her:

Billund siger farvel til to heste

På sidste løbsdag i Billund 27. december gjorde Nuka Lendalund (Carmody Lobell-Lavinen Dan) sin sidste start. Den var ved et par trænere de første år af karrieren, inden den blev amatørhest hos Flemming Degn i tre år.

I 2013 blev den købt af Benjamin Bang Pedersen, der netop havde fået licens. Og siden har den været en nyttig amatør- og formløbshest for sin ejer, der har fået rutine som kusk efter seks års køreture. Nuka Lendalund vandt årets eneste sejr i november, og i alt er det blevet til 11 sejre i 197 starter med en indtjening på 95.248 kr.

Nuka Lendalund

En glad Benjamin Bang Pedersen hilser ud til publikum efter sejren med Nuka Lendalund. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Samme løb var også afskedsløb for New Lomomba (Good As Gold-Bitten Nordvang), der blev en flot nummer to. Den har hele karrieren været i træning hos Peter J. Hansen, der selv har ejet hesten siden 2016, hvor den har været kørt i formløb af Villy Brix Therkildsen i næsten samtlige starter siden 2015.

Efter to sejre i år blev det til i alt til ni sejre i karrierens 120 starter og en indtjening på 86.900 kr.

New Lomomba 3

New Lomomba på en af to æresrunder, som Villy Brix Therkildsen kørte med hesten i sommers. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Lunden-heste i fokus til det sidste

Den 20. december gjorde Nok’en Frækkert (Mastery-Kama Sutra) sin sidste start efter en glorværdig karriere hos Anita Bakkegård Hansen og datteren Nicole Bakkegård Goecke. Det sejrede hele 34 gange i 197 starter og tjente 1.7 mio.kr. Læs portrætartiklen ”Frækkerten har takket af” her:

Noget så sjældent som en østrigsk opdrættet hest gjorde 29. december sin sidste start på hjemmebanen i Charlottenlund. Det var Verdi A (Coktail Jet-Charade), der har været ejet af Claus Wagner i det meste af dens karriere – dog i 2017 og 2018 sammen med Zasja Obel Sørensen, som i de to sidste år har stået som eneejer af hesten.

Den sluttede karrieren flot af med to sejre i træk her i november for en ovenud lykkelig ejer Zasja Obel Sørensen. I alt blev det til 15 sejre i 169 starter med en indtjening på 426.264 kr.

VERDI A MGL1446

Zasja Obel Sørensen med sin øjesten Verdi A efter sejren 6. december. Foto: Burt Seeger.

Ved løbene 20. december nåede Nevada F H (S J’s Photo-Highlight F H) også lige at få en sejr mere til samlingen. De første år var den ejet af Lene Baden, hvor den fortrinsvis var i træning hos og blev kørt af Steen Juul. Siden 2010 har den været ejet af amatørtræner Bjarne R. Christiansen, og det var Peter Søndergaard, der sad i sulkyen var karrierens sidste sejr.

Det bedste år var 2011, hvor 230.000 af den samlede indtjening på 607.476 kr. blev tjent blandt andet med flere sejre i Sverige. I alt blev det til 24 sejre i 128 starter.

NEVADA F H 11I3909

En tilfreds Peter Søndergaard vinder med Nevada F H 20. december. Foto: Burt Seeger.

New Hill en nyttig amatørhest

Den sidste i rækken af 14-årige heste er New Hill (New Quick-Delilah Hill), der indtil 2012 var ejet og kørt af dens opdrættet Iwan Christensen i Aalborg. Herefter gik den til Fyn, hvor den har været en stabil og nyttig amatørhest for Marianne og Søren Bønneland med sidstnævnte som kusk.

Den fik også en sejr på falderebet i en start i Billund i oktober. I alt blev det til 14 sejre i 203 starter med en indtjening på 136.875 kr.

NEW HILL 500 2003V

Søren Bønneland har det store smil på efter en sejr med New Hill hjemme i Odense. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere