Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Armani Hyrdehøj ved en sejr i Aalborg Store Pris-weekendenFoto: Ditte Hesselborg

Armani Hyrdehøj i hysterisk form

Armanihyrdehoej 150919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. december 2019 17:20

DTC's formand Lindhardt Jensen har haft - endnu - en kanonsæson i 2019, og dermed er han måske på vej mod et dacapo fra sæson 2018, hvor han til gallaen blev kåret som "årets amatørtræner".

Af Jesper Elbæk

833.254 kr. er det blevet til i indkørte præmier via 12 sejre i 122 starter, altså en sejrsprocent på cirka 10%. De fleste penge har Derbytoeren Donatello Garbo naturligvis stået for, men Armani Hyrdehøj har også gjort det godt, og kunne i Odense fredag aften tage sæsonens tredje sæsonsejr.

Løbet havde ellers en storfavorit i form af Kim Madsen-trænede Frances Yoda med Henrik Lønborg, men denne galopperede allerede i startmomentet, og så var dén dag ødelagt. I stedet var det Aros Line med Birger Jørgensen, der bombede til spids, men spidsen blev afgivet til Bo Westergaard, da han kom frem med godt en omgang til mål.

Udvendigt sad Trophygirl med Søren Johansson, og lige bag denne sad Steen Juul perfekt til med Damien Shadow i andet par udvendigt. Men i ryg på denne sad så speedkuglen Armani Hyrdehøj, og ned gennem lige bane var der egentlig aldrig tvivl om, hvor sejren skulle gå hen. I hvert fald ikke bortset fra en lille episode, som dommerne skulle kigge på.

Men René Kjær blev frikendt, og ifølge Fast Track-reporter Palle Vennekilde - som havde været på besøg hos dommerne - så brød Armani Hyrdehøj en smule ned i banen i opløbet, men ikke nok til at Steen Juuls Damien Shadow tabte fart, og så var sagen bøf.

Armani Hyrdehøj vandt i tiden 1.14,9a/1640m, står nu med to sejre i træk, og der venter en fin vinterkampagne for Great Challenger-sønnen, som vandt til 12 gange pengene. Damien Shadow var anden, og Listas Manboy afsluttede godt som tredje. Bemærk også Aros Line til næste start, for den sad bomfast med alt sparet over mål.

Enjoy The Game imponerede reelt

Det var tæt på en blive en double til Lindhardt Jensen i 6. løb, hvor Bell Man kom flyvende i opløbet, og kun var slået på målfoto. Vandt gjorde Steen Juul-trænede Enjoy The Game, som undervejs sad i dødens på Deep Purple med Søren Johansson.

Enjoy The Game kom til spids med 500m til mål, og klarede altså lige netop at holde de andre stangen. Godt klaret af en kun 3-årig hest mod mere rutinerede heste over lang distance med tillæg og lukket startspor i volten. Der var 3,42 i vinderodds og vindertiden 1.17,5/2660m.

Montéløb i 7. løb gav flot sejr til Martin Hansen-trænede Sarek med Camilla Spuhr Jensen, som på de sidste meter af løbet speedede forbi favoritten Terminator med den professionelle galopjockey Nicolaj Stott i sadlen. Vinderodds 8,06. Vindertid 1.18,2a/2140m.

Det var første trænersejr til Martin Hansen siden han kom hjem til Danmark efter opholdet i schweizisk travsport, og i øvrigt første sejr til Camilla Spuhr Jensen siden 19. juli 2017.

8. løb gav en flot sejr til Ole Bender med Diego Di Kask, som debuterede i Odense-trænerens regi denne fredag aften. Kunne nøjes med at løbe 1.21,1/2180m for at vinde, men den fjerner ikke indtrykket af en stærk præstation, hvor favoritten Gabriel Barsk til slut blev plukket ned til et vinderodds på 8,07. 

9. løb gav sejr til Okey Dokey med J.C. Jacobsen, som kørte et drømmeløb. Angreb i ryg på Sax Winner og Bjarne Eriksen på sidste langside, og gled sidenhen forbi denne i opløbet. Vindertiden 1.18,8/2160m og 11,91 gange pengene i vinderspillet.

Det er sjældent vi ser 19:10 favoritter i formløbene, men sådan en havde vi i form af Baron Westwood med Kim Madsen, som jo allerede i morges her på Danskhv.dk proklamerede, at det måtte være en god chance. Kim Madsen kørte frem i dødens tidligt, og gled til spids på bageste langside. Alene på målfotoet og plads til sejrsgestus over mål. Vindertiden 1.18,5/2140m og vinderoddset blev 1,92.  

Championaterne på plads

Søren Demant Andersen blev amatørchampionat og Niels-Erik Christiansen følger med til DM, selv om han kun slutter treer. J.C. Jacobsen som toer har jo Billund-licens. Marianne Mechlenburg vinder montéchampionatet, Nicklas Korfitsen napper jockeychampionatet og Birger Jørgensen vinder hos profferne, selv om René Kjær med to dagssejre kom tæt på til slut. 

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere