Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Valokaja Hindø og Christophe Martens - Enghien 13.8.2019Foto: Equidia Pro TV

Valokaja Hindø overraskede stort

Valokaja Hindoe Enghien 13819
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. august 2019 18:48

Den danskopdrættede hest imponerede igen i det franske, hvor den på Enghien vandt Prix Jean-Luc Lagardere med en samlet præmiesum på 130.000 euro.

Af Kim Nielsen

Der har igen været glæde i Harlev vest for Aarhus og i Guldbæk ved Støvring, hvor de to opdrættere af Valokaja Hindø Vagn Juhl Larsen og Jeanette H. Jensen plejer at følge deres stjerne, når den løber i det franske.

I dag var der ikke meget tiltro til den otteårige vallak, der stod til 28 gange i totoen i dagens gruppe II-løb. Dens træner Jean-Michel Bazire havde flere heste med i løbet, og han kørte selv storfavoritten Cleangame, der var spillet helt ned i odds 1,4.

Valokaja Hindø havde Christophe Martens i sulkyen, og han fandt kort efter start vinderhullet bag næstfavoritten Vitruvio med Alessandro Cocciadoro i det 2.875m lange løb, hvor der blev åbnet i beherskede 1.15,6 de første 1.000m.

Valokaja Hindoe Bagerste Langside 13819

Valokaja Hindø lå hele tiden klistret i ryg på italienske Vitruvio og så storfin ud hele vejen. Foto: Equidna Pro TV.

Sådan var stillingen også ind i opløbet, hvor favoritten Cleangame angreb og let koblede grebet på den førende. Men bagved fik Christophe Martens vredet Valokaja Hindø ud til angreb, og lige så let, som storken snapper en frø, speedede den forbi staldkammeraten Cleangame til en sikker sejr med godt to længder. Vindertiden var 1.12,9/2.875m auto.

Førstepræmie lød på 58.500 euro, hvilket omregnet i danske kroner er ca. 436.000 kr. Det er den største præmie, den har løbet ind, siden det franske eventyr startede i oktober sidste år. Med dagens sejr har den nu indløbet omkring 320.000 euro til sin norske ejer Eirik Djuve.

Se løbet her:

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere