Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Glæde hos Sara Slot efter DM-titlen er sikret.Foto: Hesselborg Foto.

Sara Slot overlegen Dansk Mester

Sejrsglaede DM I Hus
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. august 2019 21:08

Sara Slot blev med sejr i begge afdelinger en overbevisende Dansk Mester for kvindelige ryttere tirsdag aften på Racing Arena Aalborg.

Af Claus Juncker

Den 41-årige professionelle Klampenborg-jockey Sara Slot overlod kun resterne til hendes ni konkurrenter, da årets DM for kvindelige ryttere skulle afgøres tirsdag aften på Racing Arena Aalborg. Hun gjorde Lea Olsens kunsstykke fra sidste års konkurrence efter og vandt begge DM-afdelinger efter flotte ridt.

I første afdeling var DM-konkurrencens eneste professionelle jockey på ryggen af den Torben Christensen-trænede næstfavorit Børge, der udstyret med blinkers var gålysten fra start og fandt en position fremme i feltet.

Ned ad staldlangsiden indledte Sara Slot for alvor jagten på førende Angels Calling med Victoria Larsen i sadlen og kort inde på opløbet tiltvang Børge sig et overtag.

Bagfra havde Lisa Lindbjerg dog fået så god fart i Sir Oliver, at den en kort overgang lignede en vinder, men Børge havde stadig lidt at give af, og da Sir Oliver samtidig slog en anelse af på takten, blev sejren til sidst sikker med en længde.

Sir Oliver og Lise Lindbjerg holdt andenpladsen, mens en zigzag-redet Godsavethequeen sluttede godt af til tredjeplads for Lea Olsen.

Boerge 060819

Indvendige Børge forsvarer sig tappert til sikker sejr for Sara Slot. Foto: Hesselborg Foto.

Frankthetank ud af det blå

Nøjagtig den samme rytter-indløbsrækkefølge kom der i den anden og sidste DM-afdeling.

Sara Slot i sadlen på Jette Mose-trænede Frankthetank havde sit hyr med at følge med i det opskruede tempo undervejs, og Frankthetank sås aldrig rigtigt i løbet, før den i midten af sidste sving fik kontakt med de foranliggende.

Stadig lignede Frankthetank absolut ikke en vinder, men Sara Slot fandt angrebsplads mellem heste ude i banen, og da det hårde udgangstempo hævnede sig på konkurrenterne, kunne parret skyde frem til sejr med mindst mulig margin før Amelia Jay. Halvanden længde bagved sluttede King Charles tredje.

Frankthetank 060819

Frankthetank ved hvor målstregen er og sejrer knebent for Sara Slot. Foto: Hesselborg Foto

  - Jeg vidste at der ville komme god pace på løbet, men at det ville komme til at gå så stærkt, havde jeg ikke regnet med. Jeg kunne simpelthen ikke følge med undervejs, forklarede Sara Slot i det efterfølgende vinderinterview, hvor hun også gav udtryk for glæden ved at få erstattet de mange sekundære placeringer med en plads øverst på skamlen.

Endnu større glæde var næsten at spore ved den fynske amatør Jette Mose Hansen, der udover at træne Frankthetank også er ejer af Børge, som vandt første DM-afdeling.

  - Jeg er simpelthen så stolt. Jeg tænkte undervejs, at det når hun ikke, men han (Frankthetank, red.) er en pragfuld hest og nu kan jeg flyve hjem, konstaterede hun.

DM Podiet

Podiet til DM for kvindelige ryttere 2019. Foto: Hesselborg Foto

Slutstillingen i DM for kvindelige ryttere 2019:

1. Sara Slot: 10 + 10 = Totalt 20 point

2. Lisa Lindbjerg: 7 + 7 = Totalt 14 point

3. Lea Olsen: 5 + 5 = Totalt 10 point

4. Victoria Larsen: 3 + ej start = Totalt 3 point

4. Sabina Gammelgård: 0 + 3 = Totalt 3 point

6. Maria Jørgensen:  1 + ej start = Totalt 1 point

6. Pia Gram: ej start + 1 = Totalt 1 point

8. Sille Kjær Kristensen: 0 + 0 = Totalt 0 point

8. Nanna Emilie Hansen: 0 + 0 = Totalt 0 point

8. Melissa Vesterholm: ej start + 0 = Totalt 0 point

Podiefejring Med Champagne

Lea Olsen fejrer DM-bronze med champagne. Foto: Hesselborg Foto

Stemningsbillede DM For Kvindelige Ryttere

Sara Slot kæmper for at undgå det traditionsrige sødyp af DM-vinderen. Også her vinder hun. Foto: Hesselborg Foto

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere