Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten Juul sejrede sikkert med Express A P

Morten Juul blev Mr. 100% i Århus

DSC 3794
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. august 2019 20:30

Skive-træner Morten Juul har gang i en rigtig fin sæson, hvor sejrene triller ind på samlebånd. Fredag eftermiddag og aften var ingen undtagelse, da stalden tog godt for sig af retterne på Jydsk Væddeløbsbane.

Fire heste havde Morten Juul taget med til smilets by, og han kunne med ro i sindet vende næsen hjem mod Skive. Fuld plade - fire sejre i fire forsøg lød dagens facit.

DSC 3770
Birger Jørgensen havde god tid til at smile ud til publikum ved sejren med Highyield Draviet. (Foto: Ole Hindby) 

Highyield Draviet, som var første hest i sejrskvartetten, havde ikke heldet med sig i sidste start, hvor turen var gået til Norge, men i dagens 4. Løb fik Birger Jørgensen serveret den femårige vallak et perfekt løb. Parret fik en god position fra 20 meters tillæg, og da angrebsplads kom som på bestilling ind på opløbet gik det stærkt. På ganske få meter vekslede Highyield Draviet til et tempo konkurrenter ikke kendte, og sejren blev ganske let i 1.16,9/1820mv. På andenpladsen fulgte Bent Svendsens Enzio som bekræftede at hesten igen er på rette spor.

”Han havde lidt besvær i svingene, men det gik jo. Når han får et løb som i dag, så har han jo en frygtelig fin speed” lød det fra Birger Jørgensen efter sejren.

 DSC 3798
Morten Juul havde det store smil fremme efter femte kuske sejr i år til træneren selv. Express A P hed hesten. (Foto: Ole Hindby)

Staldens næste vinder sad Morten Juul selv bag. Efter galopper i karrierens indledning er Express A P nu for alvor kommet på rette spor. Tidlig forcering frem til spids for at overtage denne fra favoritten Diamond P, betød at Express A P havde kommandoen ud på sidste omgang. Siden havde Morten Juul kontrol og parret kun let sprinte fra til sikker sejr i 1.18,0/1800mv..

”Han har det samme rappe fodskifte som sin store (Chap A P, red.), men der virker bare til at være lidt mere styrke i ham her. Jeg havde vægtet ham for hårdt i første start, og siden var han uheldig med to galopper. Jeg tror det bliver en rigtig fin hest den her, bare vent til jeg piller alle fire sko, så bliver den helt godt”, lød det tilfreds fra Morten Juul i sejrsinterviewet. 

DSC 3818Guy Pomponnes hollandske opdrætter havde taget turen til Danmark, og kunne se sit opdræt stryge til tops. Det er opdrætteren til venstre på billedet. (Foto: Ole Hindby)

I 6. Løb var det så sejrshesten Guy Pomponnes tur til at bogføre fjerde sejr i træk. Outsideren Silas Østervang kørte sig til spids, men afgav beredvilligt kommandoen da Guy Pomponne kom frem efter 800 meters kørsel. Farten blev skruet op ned ad sidste langside, og der var all out attack fra opløbshjørnet og hjem. Guy Pomponne gik alt hvad han kunne og afviste akkurat VIP Hall som kom i overlydsfart længst ude i banen.

”Han har jo et specielt temperament, og det er ikke så tit den slags heste fortsætter med at præstere i flere sæsoner, men Morten Juul gør et flot stykke arbejde”, roste dagens kusk Rene Kjær efter sejren som kom hjem i stærke 1.16,0/2300ma.

DSC 3858Ervin Boko har talent for monté, og var sikkerheden selv i hænderne på Michelle Mønster i aftenens 8. løb. (Foto: Ole Hindby)

Ny hest, ny disciplin ny sejr, var sidste opskrift for Team Morten Juul. Hollandskfødte Ervin Boko har vist sig som en rigtig fin montéhest. Præcis som ved seneste sejr i Norge sad Michelle Mønster igen i dag i sadlen. Parret fik en god start, og kunne allerede ud ad første sving overtage spidsen. Derfra var der tale om spil til et mål, og via 1.16-fart de sidste 500 meter lignede det mest af alt et træningsarbejde i 1.17,0/1840ma.

”Jeg red aldrig med ham, og det var meget let”, konkluderede Michelle Mønster efter sejren. ”Nu skal vi hjem og tjekke ham igennem, og er alt som det skal være, så satser vi på montéløbet i derbyweekenden sluttede en veltilpas Morten Juul.

Af: Søren Aaen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere