Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Kenneth Nielsen - tre sejre på BM-dagen - Bornholm 18.8.2019Foto: Torben Ager

Kenneth Nielsen stjal billedet på Bornholm

Kenneth Nielsen BM Dagen 1882019
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. august 2019 18:30

Med tre sejre, en andenplads og to tredjepladser var Charlottenlund-træneren manden i centrum på BM-dagen. Therese Mikkelsen og Mads Petersen bedst i Fast Riders Cup og Sigter mod Stjernerne. Flotte præstationerne i ligaløbene.

Af Kim Nielsen

”Veni, vidi, vici” – ”Jeg kom, jeg så, jeg sejrede” lyder det berømte citat af Julius Cæsar. Nogenlunde på samme måde kunne Kenneth Nielsen sige i dag på Bornholms Brand Park, hvor han var i trioen i samtlige seks løb han deltog i med sejr til følge i de tre.

Den største triumf fejrede han ved for andet år i træk at vinde Bornholmsmesterskabet med Solon. Dette er allerede omtalt i en særskilt artikel, som kan ses her:

Men Charlottenlund-træneren lagde for i dagens første travløb, hvor han kørte nyerhvervelsen Diamond Flame, der er købt til bornholmske hesteejere og kom til Kenneth Nielsens træningskvarter for blot fire dage siden.

Spor 1 på Bornholm er jo optimalt, og Kenneth Nielsen tog let spids med Diamond Flame, der løb lidt sit eget løb. Havde i perioder lidt problemer i svingene og bremsede op i omgange. Men Kenneth Nielsen holdt tungen lige i munden og holdt sin hest i trav til sikker sejr. Vindertiden var 1.21.1/1.860m snorestart.

Diamond Flame Med Kenneth Nielsen Vindercirklen 1882019

Diamond Flame var Kenneth Nielsens første vinderhest på dagen. Foto: Torben Ager.

Mod slutningen af løbsdagen kørte han Faith Hornline, der havde galopperet i sine første tre starter på klippeøen – de to seneste for sin træner Steen Mogensen.

Kenneth Nielsen satte sig til rette i dødens på førende Brad Pitt i dette Liga 5-løb præsenteret af K L Guld & Sølv, og i opløbssvinget trykkede han færdig på førerhesten og forsvandt til en sikker sejr i vindertiden 1.20,6/1.860m auto.

Therese Mikkelsen var ”Fast rider”

Som datter af den lokale travtræner Frank Mikkelsen er Therese Mikkelsen født ind i sporten, og hun har været med i toppen af dansk montésport i en årrække. Efter hun er flyttet til København bliver det ikke til så mange ridt længere, men en afdeling af Fast Riders Cup præsenteret af DTC på Bornholms Brand Park, hvor hun stadig har licens, var naturligvis med deltagelse af den erfarne rytter.

Fra spor 6 slog Pegasus Photo nærmest vingerne ud og fløj til front for Therese Mikkelsen, hvor navnebroderen Pegasus G K med Michelle K. Høstrup hurtigt kom frem og pressede på.

Pegasus Photo afviste dog angrebet, og det gjorde den også, da favoritten Mccabe med Kristina Hansen udfordrede hele den sidste omgang. Ind i opløbet holdt Pegasus Photo sig hele tiden foran med hoved og hals, og vindertiden blev 1.19,5/1.860m auto.

Pegasus Photo Med Therese Mikkelsen 1882019

Therese Mikkelsen animerer Pegasus Photo til at give det sidste, og den vandt til dagens højeste vinderodds på 21,58. Foto: Torben Ager.

Revanche til Mads Petersen

Efter skuffelsen i Bornholmsmesterskabet, hvor det måske var sejren der forsvandt, da Playboy Face galopperede for Mads Petersen i opløbssvinget, var han i sulkyen igen løbet efter. Her skulle de unge kuske under 27 år dyste i Sigter mod Stjernerne præsenteret af Sydbuss og DTC, og Mads Petersen havde fået et godt tilbud alene i spidsvolten med Disney.

Han kørte et stigningsløb med 22 fart de første 1.000 meter og 19 fart den resterende del af løbet. Hverken favoritten Urd Unikum med Christian Nissen eller tredjefavoritten Aston Martin med Nicklas Steinlein fra toptillæg kunne true Disney, der sejrede sikkert i tiden 1.20,7/2.120m snorestart.

Disney Med Mads Petersen 1882019

Disney og Mads Petersen var aldrig truet. Foto: Torben Ager.

Ingen liga-sejre fra spids

Mange løb på den kun 580 meter lange bane bliver vundet fra spids. Men sådan var det ikke i nogle af dagens fem ligaløb.

Liga 1-løbet var jo Bornholmsmesterskabet, som blev vundet fra vinderhullet. Og det ene af dagens to Liga 5-løb vandt Kenneth Nielsen som nævnt ovenfor fra dødens med Faith Hornline.

I det andet Liga 5-løb præsenteret af GB Grafisk havnede banens bestyrelsesformand Egon Jensen som første hest i andet spor med Fledder Greenwood udvendigt på den førende Catja Mosebo med René Kjær. Den 7-årige vallak så storfin ud hele vejen, og i opløbssvinget overtog den komandoen og vandt sikkert i 1.19,6/1.860m auto.

Fledder Greenwood Med Egon Jensen 1882019

En glad bestyrelsesformand og amatørkusk Egon Jensen efter sejren med Fledder Greenwood. Foto: Torben Ager.

I Liga 4-løbet præsenteret af Svaneke Bryghus fandt John Mikkelsen efter lidt positionskamp i første sving andet par udvendigt med Waterjet.

Med omgang tilbage satte John Mikkelsen angrebet ind, da også Global Tinghøj med Stefan Lind-Holm forbedrede sig fra køen. I opløbet gik Waterjet frem til sejr før en klart godkendt Global Tinghøj. Vindertiden var 1.18,8/1.860m auto.  

Waterjet Med John Mikkelsen 1882019 Waterjet og John Mikkelsen proffiterede af et højt udgangstempo og vandt sikkert foran en godt afsluttende Global Tinghøj. Foto: Torben Ager.

Endelig blev publikum vidende til en af dagens mest tætte opløbsdueller i Liga 3-løbet præsenteret af Allinge Byggemarked. Her lykkedes det Niels Kristian Hansen at holde de udvendige heste væk i spidskampen og tage føringen med Hazard Sund.

Han fik dæmpet til beskedne 1.19,4 på kilometeren, og alt så klart ud for den førende med næstfavoritten Jetset Onion inde i sækken.

Trods to trætte heste udvendigt valgte Niels Kristian Hansen på vej ind i opløbssvinget at køre fra med Hazard Sund og dermed byde Kenn Christoffersen ind i legen. Han var ikke sen til at takke for det tilbud, og på de sidste meter gik Jetset Onion forbi til kort sejr i vindertiden 1.16,7/1.600m auto.

Jetset Onion Med Lise Og Kenn Christoffersen 1882019

Folkene bag Stald Like - Lise og Kenn Christoffersen på æresrunde med Jetset Onion. Foto: Torben Ager.

De øvrige løb

Dagens langdistanceløb over 3.000m var AB Bentons Styrkeprøve. Her anlagde Susanne Munk et godt tempo med Timberlake. Med godt en omgang tilbage meldte favoritten Cerosso og Stefan Lind-Holm sig på scenen. Den gik i infight med den førende, og med det mindst mulig nåede favoritten forbi i yderbanen. Vindertiden var 1.20,0/3.000m snorestart, hvilket var ny banerekord..

Cerosso Med Stefan Lind Holm 1882019

Cerosso og Stefan Lind-Holm var stærkest i AB Betons Styrkeprøve. Foto: Torben Ager.

15 hopper havde sat hinanden stævne i OK Snacks Hoppeløb, der på forhånd var det mest åbne løb. Det har altid været en fordel at have nummer 1 på Bornholm. Det var det også her, hvor Niels Kristian Hansen fik lov til at køre i 23-fart den første kilometer med Betel Nordal.

På sidste langside kom angrebene fra køen, og en overgang så det ud som om, at Betel Nordal skulle besejres. Men svinget reddede den, og ind i opløbet trak den igen og sejrede kort før en forrygende Cleo Gammelsbæk, der gik den sidste omgang i tredje spor for Kenneth Nielsen. Vindertiden var 1.22,7/2.120m snorestart.

Dagen blev rundet af med et formløb, og her var det Kim Dahl, der fra startspor 1 vandt efter devisen spids og slut med Tornado Årup i tiden 1.22,0/1.820m snorestart.

Totalomsætningen blev på 861.762 kr. - heraf flotte 361.530 kr. i baneomsætning.

- Totalomsætningen skuffede. Jeg synes ikke, at V5-spillet fik det spark, jeg havde troet, at V5-garantien ville give.

- Både Totalomsætningen og V5-omsætningen var begge under sidste år, medens baneomsætningen var på niveau med 2018, fortæller driftsleder Charlotte Berg, der kan se tilbage på en vellykket BM-dag med masser af besøgende.

Kenneth Nielsen Og Charlotte Berg

Dagens triumfator Kenneth Nielsen og driftsleder Charlotte Berg, der kan puste ud efter en vellykket storløbsdag. Foto: Torben Ager. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere