Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Anette Uglebjerg ved en sejr i Odense med Odin HovmandFoto: Gorm Johansen

EM: Uglebjerg med hjemmebanefordel

Anette Uglebjerg Odinhovmand2018
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. august 2019 10:30

Fredag og lørdag køres der EM for Damer på Fyens Væddeløbsbane og Billund Trav. Kuskematchen afvikles over fire afdelinger, og der er arrangeret masser af socialt samvær.

Af Jesper Elbæk

Den danske repræsentant er Aarhus-amatøren Anette Uglebjerg, som dog var en smule overrasket over udtagelsen. For oprindeligt var det meldt ud, at det var Christina K. Jørgensen, der skulle have pladsen.

- Ja, men FDT og vores lokale amatørklub i Aarhus havde åbenbart ikke helt styr på reglerne. I hvert fald var der nogle løb, som ikke talte med, og så fik jeg chancen, selv om jeg synes det er lidt synd for Christina, som helt sikkert havde glædet sig, indleder Anette Uglebjerg, som i 2018 havde en fin sæson med seks sejre. Dog kun en enkelt taget i Aarhus, men de resteren var fordelt på Skive, Billund og Odense.

Netop Billund og Odense er værter for EM for Damer, hvor Anette Uglebjergs køreture er Livi Lively og Quidni i Odense og Pilia og Vilbert i Billund. Hvordan forbereder man sig til sådan en kuskematch?

- Jeg har studeret startlisterne og programmet rigtig meget allerede, både mine egne køreture og de andres. Jeg har selvfølgelig set video af hestene, så jeg kender deres kompetencer endnu bedre end nu, og så har jeg også snakket en del med min kæreste Mads (Hjortsballe, red.), som jo også ser en masse løb, og kender hestene godt.

- Jeg skal samtidig udnytte, at jeg er på hjemmebane, for jeg har jo kørt en del løb i både Odense og Billund. Jeg glæder mig rigtig meget til mit første EM, og håber at jeg selv skal varme mine køreheste op. Men det snakker jeg med trænerne om på dagen, fortæller Anette Uglebjerg

Masser af socialt rundt om kuskematchen

Aarhus-amatøren er glad for, at arrangørerne har gjort meget ud af det sociale rundt om kuskematchen.

- Ja, vi mødes allerede torsdag aften i Vejle, hvor vi skal spise sammen, og have noget mere at vide om selve kuskematchen. Fredag skal vi i Odense ZOO inden løbene, og efter løbene er der arrangeret spisning på Fyens Væddeløbsbane, inden vi skal tilbage på hotellet i Vejle. Løbene i Billund starter jo tidligt, og så sluttes der af med middag og fejring af medaljetagerne på Restaurant Flammen lørdag aften.

Anette Uglebjergs køreture er nævnt længere oppe i artiklen, men hvem tror hun egentlig mest på?

- Jamen, generelt synes jeg det er nogle gode køreture jeg har fået. Livi Lively må være en pæn chance i Odense og umiddelbart er Pilia også en god chance i Billund. Quidni plejer at gå godt i Odense, og så er jeg spændt på Vilbert, som Bjarne Eriksen som regel selv er optimist med afslutter Anette Uglebjerg.

Fast Track-programmerne, trænerkommentarer, ekspertanalyse m.m. findes på www.fasttrackracing.dk under menupunktet "Research".  

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere