Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Dream Girl og Nicolaj Andersen - æresrunde i Dansk Hoppe Derby 2019 Foto: Burt Seeger

Derby-Nicolaj gjorde det igen

DREAM GIRL Aeresrunde
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. august 2019 15:29

Nicolaj Andersen tog endnu en derbysejr, da han gik til tops i Dansk Hoppe Derby præsenteret af J. Jensen med anpartshesten Dream Girl. OPDATERET med reaktionspakke.

Af Kim Nielsen

Det blev ikke en af de på forhånd to store favoritter Delicious One og Dusty Shadow, der vandt dagens Hoppederby. I stedet blev det for andet år i træk og for tredje gang i karrieren Charlottenlund-træner Nicolaj Andersen, der tog laurbærkransen i Dansk Hoppe Derby med outsideren Dream Girl.

Fra start var det ikke uventet Jeppe Rask i indersporet, som servede til spids med Danielle D D, der for dagen var i jænkervogn. Men Dream Girl var også godt med og blev kastet ned i vinderhullet af Nicolaj Andersen. Udvendigt forsøgte Mads Hviid Nielsen med Dicte Skovsende sig, men Jeppe Rask afviste og ville køre i spids.

Dream Girl Start Hoppederby 2019

Starten er gået til Dansk Hoppe Derby. I midten er Nicolaj Andersen godt med og søger snart ned i vinderhullet bag indvendige Danielle D D. Foto: Burt Seeger.

Åbningen de første 500m gik efter hastige 1.09,5, og selv om Jeppe Rask med Danielle D D fik dæmpet til 13-fart den første omgang, havde den udspillet sin rolle med 5-600m igen. Her angreb Morten Friis med Doyouwishdiamond fra 2u, og da Dicte Skovsende faldt fra udvendigt, lykkedes det akkurat Nicolaj Andersen at komme ud fra sin position i andet par indvendigt.

Det norske hovedlag blev trukket, og Nicolaj Andersen satte alt på et bræt og kørte væk med Dream Girl. Den var klart førende ind på det lige, men fra en position i 4u havde Jeppe Juel fået tændt op under kedlerne hos Dusty Shadow.

Jeppe Juels hest nærmere sig med stormskridt, men målstregen reddede Dream Girl, og så kunne de mange anpartshavere i Team Lunden juble. Havde Dusty Shadow siddet bare lidt længere fremme og ikke haft lidt trafikproblemer, så var resultatet nok blevet et andet.

DREAM GIRL Vindercirklen

Der var trængsel i vindercirklen med mange glade anpartsejere fra Team Lunden. Foto: Burt Seeger.

Dream Girl vandt i tiden 1.13,5 foran Dusty Shadow og Doyouwishdiamond. De efterfølgende præmietagere var overraskelsen Dellis med Birger Jørgensen, Donne Di Damgård med Ken Ecce og favoritten Delicious One, der slet ikke gik fremad under løbet.

- Det er hårdt for det mentale, lød det fra en rørt Nicolaj Andersen som svar på det første spørgsmål fra Nicole Marsing.

- Det startede for 8-9 år siden, da jeg købte moderen (Parks Winner – red.) til hende her. Jeg troede stenhårdt på den som følhoppe.

Hvor tidligt kunne du fornemme, at denne her var noget særligt?

- Det kunne jeg allerede tidligt som toårs. Men jeg ville jo godt have haft, at hun var en lille smule større. Men hvad hun ikke har i størrelse, har hun i hjertet, lød det fra Derby-Nicolaj.

Løbsafviklingen vurderede han således:

- Jeg kunne ikke blive siddende i dødens. Derfra kunne jeg ikke vinde Derbyet, når jeg nu ikke kunne komme til spids.

- Jeg troede jo, at Jeppes (Rask - red.) var en af de bedre i løbet. Da pladsen kom på bagsiden, ville jeg ikke sidde fast i et Derby. Så måtte det bære eller briste, og så måtte vi se, hvor godt den var trænet.

- Jeg har aldrig trukket vatudtrækket på hende før. Jeg tænkte, skal jeg trække det eller lade være. Nej, jeg nøjes med det norske, og det svarede hun godt for, forklarede Nicolaj Andersen.

DREAM GIRL Oploeb

Jeppe Juels angreb med Dusty Shadow kom akkurat for sent til at fange førende Dream Girl. Foto: Burt Seeger.

Har selv opdrættet Dream Girl

Dream Girl er opdrættet af Nicolaj Andersen og hans familie, og det gjorde derbysejren ekstra speciel.

- Jeg har selv været med til at trække hende ud af moderen. Vi har selv gjort det hele. Og jeg synes, vi har skaffet Team Lunden en god hest. Og de får bonus for det i dag.

- Man bliver utrolig rørt. Det er det største. Selv om jeg har vundet flere Derbyer, så er det her helt specielt, da det er noget, jeg selv har skabt, sluttede Nicolaj Andersen.

Det sagde konkurrenterne efter løbet

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere