Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Aristoteles sejr 27/7 2019Foto: Burt Seeger

Derby deltager i sin kun tredje sæson som træner

Aristoteles_270719_vindercirkel
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. august 2019 18:03

Hun er kun 25 år og er i gang med sin kun tredje sæson som professionel galoptræner. Alligevel er det lykkedes fynboen Bolette Rosenlund at kvalificere en hest til det største løb for galophestene her i landet, Macallan Dansk Derby, som løbes søndag eftermiddag på Klampenborg Galopbane.

Af Henrik Brendholdt

Når 15 treårige fuldblodsheste søndag eftermiddag omkring klokken 16.50 springer ud af startboksen i Macallan Dansk Derby 2019 om en samlet præmiesum på 1.000.000 kroner, så er en fynsktrænet og ejet hest blandt deltagerne

Aristoteles (Juniper Tree-Majhud) ejes af Odessa Racing Club og trænes af Bolette Rosenlund.

Sidstnævnte startede op som træner på Fyens Væddeløbsbane 2017, hvor hun overtog stalden efter sin tidligere arbejdsgiver Marc Stott, der rykkede teltpælene til Aarhus. Den første sæson gav en sejr og en beskeden indtjening på 95.292 kroner.

Det er siden gået støt fremad for den unge fynbo, som i fjor viste sit talent indenfor trænerfaget ved at vinde fire sejre og øge indtjeningen markant til 332.755 kroner. Sejren med Karin og Poul Erik Jakobsens Cattleya i Dansk Derby Consolation og samme hests andenplads i Dansk Oaks var flotteste resultater i 2018.

CattleyaSejren i Dansk Derby Consolation var en af højdepunkterne i 2018. Foto: Burt Seeger

Aristoteles fik en derby-billet i sidste øjeblik

Nu er Bolette Rosenlund klar til at tage et skridt yderligere op ad stigen når hun bringer Stutteri Ras-opdrættede Aristoteles til start i Dansk Derby 2019

  -  Det er da super fedt i sin tredje sæson at have en hest med i Dansk Derby. Vi ventede jo i spænding efter sidste sejr om den fik kilo nok. 

  - Det har været en kamp med ham i år. Han kom sent igang med sæsonen, og det er gået langsomt med at få ham op i tal. Det var først efter Derby Trial Stakes, at det blev helt godt, og vi troede på det, fortæller træneren og fortsætter

  - I Derby Trial Stakes var han dum i startboksen og fik en dårlig start og skulle hente mange længder i opløbet. Han passerede mange til slut og leverede en toppræstation. Ved sejren senest, som jo gav derbypladsen, var det måden han gjorde det på. Han var jo overlegen til slut.

ARISTOTELES_11I3659 (1)Sejren den 27. juli på Klampenborg Galopbane gjorde at Aristoteles indløste billet til Macallan Dansk Derby. Foto: Burt Seeger

Alt kan ske på søndag

Med et handicaptal hævet til 77 er den kæmpe store Juniper Tree-søn kun niende seedet på søndag i kampen om en million kroner.

  -  Alt kan ske på søndag. Jeg ved da godt at Queen Rouge og Silverstone kan blive svære at slå. Men derefter har vi en chance. Han har kæmpe fordel af de 2400 meter og at der bliver noget at træde i. 

  -  Han går frem fra start til start og spillerne skal ikke glemme ham, lyder Bolette Rosenlunds vurdering.

Træneren starter fire heste på søndag og frem mod derbyet bliver der givet nerver på

  -  Søndag får jeg det nok rigtig rigtig dårligt. Heldigvis har jeg heste til start inden derbyet og kan fokusere på dem. Dejligt er det også at mærke den interesse om min stald op til weekenden. Jeg ved nogle af travfolkene fra Fyn tager med over for at støtte mig.

Aristoteles og Bolette RosenlundAristoteles her sammen med sin træner her få dage før sit livs opgave. Privatfoto

Rosende ord fra hestejer

Odessa Racing Club som ejer Aristoteles har da også kun rosende ord om sin træner

  -  Jeg har kun positive ting at sige om Bolette. Hun er virkelig en der kan håndtere heste. Hun er jo også nærmest vokset op på banen. I starten skulle hun lære en masse ting om propositioner mm. Det er hun virkelig kommet efter. 

  -  Hun har virkelig fået et godt hold i stalden og hestene virker glade og afbalancerede, fortæller Jes Henneberg fra Odessa Racing Club.

ARISTOTELES_MGL6355Jes Henneberg roser Bolette Rosenlund. Her står han i midten efter Odessa Racings dobbeltsejr den 25. maj, hvor Aristoteles (til venstre)  flankeret af Bolette Rosenlund,  vinder før Tottenham. Foto: Burt Seeger.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere