Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Delicious One og Thomas Uhrberg i vindercirklen - Charlottenlund 4.8.2019Foto: Burt Seeger

Delicious One klart hurtigst i de tre hoppeprøver

DELICIOUS ONE Vindercirklen 482019
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
04. august 2019 18:00

Godt hjulpet af et højt tempo fra norske Delicious Babe løb Christian Clausen-trænede Delicious One næsten to sekunder hurtigere end de to andre prøvevindere Daniella D D og Dusty Shadow.

Af Kim Nielsen

Den første hoppeprøve fik en overlegen vinder. Fra startede servede den norske gæst Ole Johan Østre til spids med Delicious Babe, og den var alt for gal og åbnede de første 500m i 11-fart med 1.13,2 på kilometeren.

Godt med fra start var favoritten Delicious One, der lunede sig i vinderhullet. Medfavoritten Destiny med Henrik Lønborg var slet ikke som bebudet med i startrusningen, og den så ikke ud til at være særlig oplagt. Derfor kom galoppen efter 700 meter ikke helt uventet.

Midt på sidste langside trak Thomas Uhrberg i højre line, og i et snuptag var Delicious One i front, medens norske Delicious Babe ikke overraskende punkterede og takkede af for i dag.

Delicious One fortsatte bare fremad, og den vandt med det halve opløb i 1.13,7/2.000m auto uden at være kørt i bund. På afstand vandt Diana Østervang kampen om andenpladsen mod Doyouwishdiamond, men begge sikrede sig billetten til Dansk Hoppe Derby.

DELICIOUS ONE 482019

Delicious One vandt med det halve opløb i den klart hurtigste tid i de tre hoppeprøver. Foto: Burt Seeger.

- Hun var rigtig fin, og det føles rigtig godt. Hun vandt helt enkelt. Det var vældig positivt, og hun har udviklet sig.

- Det var optaget i føringen, og der var godt tempo på. Jeg synes, at jeg fik et godt løb, og jeg følte, at det gik lidt for stærkt. Det føltes godt hele vejen, og det var en stærk præstation, lød det fra Thomas Uhrberg, der vikarierede i sulkyen for Steen Juul.

Daniella D D’s formkurve stiger fortsat

Jeppe Rask har god form på stalden i øjeblikket. Sidste år viste Danielle D D, at den hører til i toppen af årgangen, og efter en sen sæsondebut i juni, var den nu klar til sin prøve.

Helt efter bogen tog hoppen spids, men udvendigt ville den nybagte træner Mads Hviid Nielsen gerne ned i vinderhullet med Dicte Skovsende, der også har haft mange problemer at slås med i denne sæson.

Men Martin Andreasen var godt med i inderbanen med Daniella Gardenia, og han lykkedes akkurat med at forsvare sin position i vinderhullet. Det resulterede i, at Mads Hviid Nielsen gav gas med Dicte Skovsende og pressede sig til spids for at lave en bytter med Jeppe Rask.

Vel anbragt i spids igen styrede Jeppe Rask begivenhederne, og selv om Martin Andreasen forsøgte at give Daniella D D en match over den sidste halve omgang, så var From Above US-datteren sikker og vandt enkelt i tiden 1.15,4/2.000m auto.

Tredjepladsen og dermed den sidste derbybillet gik til en godt afsluttende Dellis med Birger Jørgensen, der fangede Dicte Skovsende. Denne er dog også med om tre uger i Dansk Hoppe Derby som bedste fjerdehest i de tre prøver.

DANIELLE D D 482019

Der var glæde hos Jeppe Rask og familie efter sejren med Danielle D D. Foto: Burt Seeger.

- Jeg synes, det lå i kortene at køre spids i dag. Hun er hurtig fra start. Og den værste imod på forhånd havde ikke startet længe. Men man var vel lidt usikker på den, og jeg tænkte nok, at Mads (Hviid Nielsen – red.) ikke tømte den fuldstændigt her.

- Der blev alligevel lidt køring. Men hun virkede stærk hele vejen. Hun var heldigvis fin hele vejen og slappede fint af, da hun kom foran. Det var positivt, og jeg havde vattet i behold, fortalte Jeppe Rask om løbet.

- Jeg synes, hun har vist flere gange, at hun i hvert fald matcher dem – og har vel også slået dem før. Der er flere, der har gået godt – især i dag. Det bliver et spændende Derby, lød vurderingen fra Jeppe Rask af chancerne om tre uger.

Dusty Shadow med pil opad

Den sidste af de tre prøver for hopperne var på forhånd den mest åbne. Kneben favorit var Tomas Malmqvist-trænede Donna Di Damgård foran Jeppe Juels Dusty Shadow, der gjorde sin fjerde start efter et helt års pause.

Fra start sendte Jeppe Juel Dusty Shadow fremad med Dream Girl udvendigt. Sidstnævnte fik spidsen, men slap beredvilligt, da Jeppe Juel insisterede på at køre spidsen. Da røgen havde lagt sig, kom Flemming Jensen fremad med Daisy Cash, der endte udvendigt på Dusty Shadow med Donna Di Damgård og Ken Ecce i ryg.

Med de fire favoritter i front var løbet låst, og kilometeren gik efter beskedne 1.16,8. Man fornemmede, at Jeppe Juel havde kontrollen i front. Og det havde han hele vejen ind i mål, hvor han kørte det nødvendigt fra til slut, så Nicolaj Andersen kunne få andenpladsen med Dream Girl. Udvendigt holdt Daisy Cash godt ved og afviste Donna Di Damgård i kampen om tredjepladsen.

Donna Di Damgård fik dog sin derbybillet via et af de to wildcards, hvor Dusty Shadow vandt på 1.15,5/2.000m auto.

DUSTY SHADOW 482019

Dusty Shadow vandt sin prøve helt enkelt fra spids. Foto: Burt Seeger.

- Jeg havde gode hest omkring mig. Jeg skulle ikke sidde og spille alt for smart. Jeg skulle køre med hovedet det rigtige sted. Og det blev vel, lige som jeg havde ønsket mig. Så det blev fint, lød det fra en tilfreds Jeppe Juel efter sejren.

Efter løbsdagen blev der trukket lod om i hvilken rækkefølge der skal vælges spor. Det faldt ud som følger:

1 Delicious One
2 Dusty Shadow
3 Danielle D D
4 Diana Østervang
5 Daniella Gardenia
6 Dream Girl
7 Dellis
8 Doyouwishdiamond
9 Daisy Cash
10 Dicte Skovsende

Wildcards til Destiny og Donna Di Damgård

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere