Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Charming Kiss og Mads Hjortsballe - Billund 8.3.2019Foto: KM Foto

Månedskåringer i marts

Charming Kiss Billund 8319
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. april 2019 8:00

Charming Kiss gav opvisning to gange i Billund, hvilket udløser titlen som månedens hest. På opdrættersiden og ejersiden går månedstitlerne til Knud Christoffersen og Frank Kjelde.

Efter en rolig sæsondebut i februar var scenen sat til, at sidste års Derbydeltager skulle ”fyres af” på den efterfølgende løbsdag på hjemmebanen i Billund primo marts.

Hjemmebane og startspor fem gjorde, at H.C. og Mads Hjortsballe havde besluttet for første gang i lang tid at udstyre Charming Kiss med lukket hovedlag. Og sikke en effekt det havde.

Hurtigt til spids og herefter løb den 5-årige vallak sit eget løb et stykke foran konkurrenterne og kom hjem i tiden 1.13,2/1.900m auto. Det var mere hesten end Mads Hjortsballe i sulkyen, der bestemte den dag.

Anderledes var det gangen efter, hvor den var tilbage i gammel forspænding med norsk hovedlag. Igen blev det spids, men denne gang med kusken som den bestemmende. Charming Kiss vandt uhyre let, og det blev ikke engang nødvendigt at trække det norske hovedlag ved den lejlighed.

Charming Kiss Og Hortsballe Vindercirklen

Der var glæde i vindercirklen hos både opdrætter, ejer og kusk efter sejren til Charming Kiss 8. marts i Billund. Foto: KM Foto.

C You Again bag opdrættertitel

Torben Grøns herlige C You Again er ikke selv blevet kåret til månedens hest endnu. Men dens to suveræne sejre i marts måned giver dens opdrætter Knud Christoffersen titlen som månedens opdrætter, idet han også er opdrætter af Dolittlebigjo, der for Jeppe Rask sejrede i Skive 18. marts.

C You Again er med The Liquidagtor som far efter hoppen Fabiola Dan, hvis bedste afkom til dato er Pikachu C N, der tjente knap en halv million. Trophy Catch er far til Dolittlebigjo med Chittagong som mor, der desværre døde sidste år.

Bedste afkom efter hende er Master Danchip, der tjente næsten en million kroner i sin karriere primært i Sverige. Det blev til flere V75-sejre med en finalesejr i 2009 på Solvalla til 250.000 svenske kroner, som højdepunktet.

C You Again 8319 C You Again vinder sin første af to sejre i marts i Billund 8. marts. Foto: KM Foto.

Team World Wide Trot triumferede

Bag staldpseudonymet Team World Wide Trot gemmer sig Frank Kjelde, der hele fire gange i marts måned kunne høste en sejrsbuket. En kvartet trænet af Morten Juul tog hver en sejr - Guy Pomponne, Jelmer Boshoeve, Something Fishy og Vertigo Lux hed de fire vindere.

Endvidere står Frank Kjelde også bag Kjela Invest, der ejer Arc Va Tout. Den sejrede på månedens sidste løbsdag i Bilund, så også den sejr er medvirkende til, at månedens hesteejer hedder Frank Kjelde.

GUY POMPONNE Og Frank Kjelde

Første sejr til Frank Kjelde kom 18. marts i Skive med Guy Pomponne. Foto: Flemming Andersen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere