Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Raket Hill Street og Nicolaj Andersen - 13. september 2018Foto: Danny Stenbæk

Jamen, hvad sker der????

Raket Hill Street 180913
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. september 2018 20:20

Birger Larsen - en glad amatør fra det midtsjællandske - var ikke helt overbevist om, at hans Raket Hill Street skulle starte denne torsdag på Nykøbing F. Travbane.

Faktisk havde han endegyldigt meldt af, men ombestemte sig så og anmeldte alligevel i løbet under 225.000 kr., hvor 6 andre deltog.

Nicolaj Andersen fik chancen bag Mastery-sønnen, der fra indersporet suste direkte til spids og via 1:16-tempo den første halvbane kom til 1000 meter i 1:17,3!!!

Det er jo nærmest uhørt lavt tempo for klassen og derfor havde Raket Hill Street da også masser af spurtkrudt tørt, da To Late og andre stillede spørgsmål i opløbet.

Han sprintede bare væk til let sejr efter 1:12-fart den sidste halvbane og 1:13-fart den sidste omgang ved en ganske let sejr på 15,4/1640 auto.

- Nu så jeg et par stykker der galopperede og jeg fik ganske gratis spids så der var ingen tvivl om at jeg skulle køre spidsen. Samtidig fik jeg lov at tage farten ud i 6-700 meter. Birger har virkelig fundet melodien på ham og han har virkelig mod på livet så det er herligt, sagde Nicolaj Andersen til Fast Track efter sejren med den Birger Larsen-trænede hest.

- Jamen, hvad sker der???? En 10 år gammel hest, der kun har vundet 7 løb i sine 85 starter har pludselig vundet de sidste tre, udbrød Birger Larsen efter løbene og meddelte, at han nu vil gå efter Årets Hest-titlen.....

Vidar også i kampen

Liv-Jorunn Lund har virkelig fået pustet nyt liv i Hr Siem-sønnen Vidar, som hun fik i træning for nogle måneder siden og nu kæmper han med om titlen som Årets Hest.

De to sidste starter på hjemmebanen var endt med sejr og for René Kjær var han også storfavorit i V4-finalen, hvor Kjær påpasseligt sendte ham til front.

Her blev han med lethed resten af vejen og sejren på 15,7/1640 auto blev taget med mersmag.

Vidar 180913

Legende let tog Vidar tredje i træk på hjemmebanen for René Kjær - Foto: Danny Stenbæk

- Jeg havde egentlig regnet med at køre nemt til spids, men da jeg forstod, at flere andre også ville være med måtte jeg have ham i 5. gear op mod bilen og han er jo nærmest eksplosiv. En superlækkerhest - en rigtig racer, der har alt hvad der skal til. Måske er det ikke hans bedste position i spids for jeg tror faktisk han er bedre fra ryg, men i dag var han bare bedre end de andre. Hætten sidder på endnu og den trækker han godt for. En smule mere var der at køre med, men dog ikke nok til at køre 20 meter væk, sagde René Kjær til Fast Track efter sejren.

Det var eneste hest Liv-Jorunn Lund selede ud denne gang og hun blev således 100% og det gjorde også Søren Johansson, der var kommet til banen for at køre Bellissa Gry som favorit.

Johansson overlod intet til tilfældighederne og kørte direkte til spids og til slut svarede den sikkert på Diva Ice's angreb til slut.

Bellissa Gry 180913

1 start - 1 sejr var Søren Johanssons facit - vandt med Bellissa Gry - Foto: Danny Stenbæk

- En dejlig dag - sådan skulle det være hver torsdag. Hun har jo vist lidt kapacitet og gik et ok løb på derbydagen. I dag var konkurrencen en lidt anden og da hun er hurtig fra start fik vi spidsen og derfra vinder man jo mange travløb. Jeg havde stadig vattet i behold som hun trækker for så jeg synes jeg havde styr på det, sagde Søren Johansson til Fast Track efter sejren med Troels Jørgensen-trænede Bellissa Gry.

En bombe fra Nissen

Egentlig burde det vel ikke være sådan, at den nybagte EM-vinder Christian Nissen kunne overraske, men det gjorde han alligevel i 2. løb med Temptation Garbo, der gjorde anden start i regi-Flemming Larsen.

Nissen bombede til front og selv om Temptation Garbo slog noget af på takten til slut var Fernando N L næsten ligeså træt på andenpladsen før Bella Damgård, der havde lidt kræfter sparet over mål som tredje.

17,2/2140 auto var vindertiden og odds over 18 gange pengene i vinderspillet.

Temptation Garbo 180913

Christian Nissen førte hele vejen med Temptation Garbo - Foto: Danny Stenbæk

- Jeg var selv overrasket over hans starthurtighed. Jeg vidste godt, at han kunne åbne, men at han var så hurtig troede jeg ikke. Omstarten betød ikke så meget for ham og han virkede rigtig fin. Undervejs tænkte jeg, at det gik lidt for stærkt, men det gik jo selv om jeg troede Nicolaj ville gå forbi os i opløbet, sagde Christian Nissen til Fast Track efter sejren.

Af Dennis Stenbæk

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere