Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cutthecrap vinder for Gordon DahlFoto: Foto: Flemming Andersen

Ingen pjat med Cutthecrap

CUTTHECRAP 20180909
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. september 2018 22:43

Cutthecrap er en til tider voldsom hest med et voldsomt navn, men i dagens hovedløb på Skive Trav med 37.500 kr. til vinderen holdte han hovedet koldt hele vejen til mål

Skive Travs 70 års Jubilæumsløb over 2950 meter blev en hæsblæsende affære, hvor der var klem på fra start til mål. Første fartsætter var Uffe S Lange D K, som rundede kilometeren efter 1.17,5. Kort derefter tog Cutthecrap (Dream Vacation) over, og Gordon Dahl fortsatte det opskruede 1.17-tempo, hvilket gjorde det besværligt for de mere hårdføre tillægsheste at komme ind i legen. Cutthecrap havde stadig fart i stængerne i sidste sving og ind i opløbet, men 100 meter fra mål var der ved at være udsolgt, og ude i banen angreb både Gentleman og Race Cowboyland stærkt, men Cutthecrap klarede sig i land. Vindertiden var 1/10 del fra banerekorden og blev 1.17,5/2950m.

- Jeg havde egentlig en plan om at tage spids og køre et hårdt tempo, men Kenneth overlistede mig. Siden kom vi til spids, og han holdte farten stærkt til mål. Han kan stadig være lidt af en forbryder, og han var faktisk tæt på at hoppe i første sving. Nu starter han næste gang i Aalborg Store Pris Consolation, fortalte Gordon Dahl om sejren til DHV.

Cutthecrap blev ved årsskiftet købt af Gordon Dahls arbejdsgiver Keld Gregersen (Stutteri Disney), og Gordon Dahl havde også lidt nyt at fortælle fra stalden.

- Vi har forsøgt at sælge nogle af de gamle heste og handle nye ungheste ind for at satse på de danske årgangsløb, og jeg har indtil videre bestemt mig for, at mine toåringer ikke skal starte i år. Jeg havde et par toåringer sidste år, som gik i stykker og det vil jeg ikke risikere igen, og jeg må også sige, at toåringerne i år virker til at være rigtigt skrappe, siger Gordon Dahl, der også ser frem til Kriteriumsprøverne med den ubesejrede Daisy Cash og Dumbo.

Af Henrik Dyhrberg

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere