Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Apapmand vinder på Lunden for Anders F. JensenFoto: Martin Timm Holmstav

A-double til Anders F. Jensen

Apapmand 140918
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. september 2018 17:45

Anders F. Jensen tog en flot double med to A-heste i sin nye køredragt ved løbene på Lunden. Først med Apapmand, der slog til, da gigafavoritten Bandit Brick galopperede, og derefter med Attention Bøgedal, som nedkæmpede førende Ambra Godiva til slut.

Bandit Brick var kæmpestor favorit i 5. løb, hvor den var spillet til odds 1,26 i vinderspillet og afkrydset på hhv. 81% og 84% i V4- og V5-spillet.

Men Bandit Brick galopperede ind igennem første sving, da Steen Juul bad om fuld fart frem mod spidsen. Juul tog efterfølgende hele skylden for galoppen, da Camilia Soltani interviewede ham. Galoppen udnyttede Anders F. Jensen til at køre til spids efter 500m med Apapmand, og efter en hastig første 500m på 1.11,8 så fik Anders F. Jensen held og dygtighed til at dæmpe tempoet den næste kilometers penge.

Først med 200m hjem bad Anders F. Jensen om fuld fart igen, og så gik Apapmand bare fra med et par længder til en godt angribende Apollo Damgård med Axel Jacobsen. Vindertiden 1.15,0a/2000m.

6. løb gav ny sejr til Anders F. Jensen, da han vandt med Attention Bøgedal, som han kørte for allerførste gang. Taktikken så ud til at være klar, idet Jensen fra start gik efter ryggen på sejrsmaskinen Knight Rider, hvilket gav andet par udvendigt undervejs.

Attention Boegedal _140918Attention Bøgedal afsluttede bedst af alle ude i banen, og indfangede let den førende Ambra Godiva. Foto: Martin Timm Holmstav

I spidsen sad Steen Juul med Ambra Godiva, som så ud til at være lidt peppet i føring, men Torvald Palema-hoppen holdt godt ved til andenpladsen. For vandt gjorde Attention Bøgedal efter angreb med 350 meter hjem. 50 meter før mål satte Anders F. Jensen sig bare til rette, for da havde Katia Bøgedals øjesten afgjort sagerne, og netop Katia Bøgedal opsummerede tingene ganske klart, da Fast Track-reporter Nicole Marsing fangede hende umiddelbart efter løbet.

- Jeg lader gerne andre kuske køre Attention Bøgedal, når han starter herinde på Lunden. Men det var faktisk lige så slemt at stå på sidelinjen, storgrinede Katia Bøgedal på kanten af sulkyen på vej til vindercirklen.

Vindertiden for Attention Bøgedal blev 1.14,3a/2000m.

Naturligvis også sejr til Steen Juul på hjemmebanen

Steen Juul kørte dog ikke kun sekundære placeringer hjem denne løbsdag på hjemmebanen, for han vandt 7. løb med Caviar's La Marc efter føring fra start til mål.

Caviars La Marc _140918Caviar's La Marc vandt efter føring fra start til mål med Steen Juul i sulkyen. Foto: Martin Timm Holmstav

Vindertiden blev 1.16,8/2000m, og denne gang blev det ikke et "bluff-løb" ligesom i debuten på Nykøbing Falster, hvor første kilometer gik i 1.27-fart. Første kilometer gik nemlig i 1.16-fart, og Caviar's La Marc "overlevede" endda et angreb på første langside fra Cuba med René Jonassen.

Cuba gik endda et topløb på andenpladsen, og det samme gjorde René Kjærs deltager Classified Laser, som viste nogle af de samme takter som i højsommeren.

8. løb gav sejr til Cody S efter en femstjernet præstation. Stor galop fra start, men alligevel frem udvendigt på den førende Carlos med 600m til mål, og ned gennem opløbet koblede den let greb, og vandt på 1.15,9/2020m.

- Han er ikke helt dus med voltestart, og stresser lidt. Og det blev til galop i dag, og så regnede jeg med bare at køre efter feltet og give ham et arbejde. Men han tog selv i, og så måtte jeg jo fremad, fortalte René Jonassen til Fast Track efter løbet.

Montéløbet i 9. løb gav start-til-mål sejr til Staro Harley med Karina Madsen i sadlen, og Aalborg-rytteren tog hermed sin tredje årssejr. I dette løb var der fin montédebut til Passion Flame, som blev anden i løbet foran Heidi Andersen-trænede Samson Kaski, og begge heste ser ud til at gå en fin montéfremtid i møde.

Løbsdagen blev afsluttet med en ny spidssejr. Denne gang til Pure Poison, som for Karina Rindom kæmpede som en løve fra spids. Virkede slået i sidste sving, hvor Teddy Wang kom frem udvendigt med Nevada F H, men Pure Poison slog kontra, da Rindom trak det norske hovedlag ned. Svarede reelt, og Karina Rindom havde tid til en dejlig sejrsgestus som afslutning på en fin løbsdag på hovedstadsbanen, som havde besøg af nogle hundrede unge studerende, som undervejs sørgede for fin stemning på publikumspladserne.


Af Jesper Elbæk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere