Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Rene Kjær på dagen tredje æresrunde i tågen. Hesten er AngelfromheavenFoto: Ole Hindby

Kjær boltrede sig i tågen

Renekjaerangelfromheaven110318 1000
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. marts 2018 17:49

Med tre sejre, en tredje-, en fjerde- og en femteplads i seks starter havde Rene Kjær en vellykket søndag på Jydsk Væddeløbsbane.

Fornøjelsen var i høj grad også hans alene, da der for publikum såvel som seerne på Fast Track ikke var meget at se i den tætte tåge, der havde indhyllet Jydsk Væddeløbsbane kort før løbsstart.

Frosthård bane eller ej så havde Rene Kjær en god dag på jobbet med sejre til Morten Juul-duoen Abild Grand og Coktail Mack samt Niels Ole Jensens formstærke hoppe Angelfromheaven.

Hvad ville du have solgt dagen for på forhånd?

»Jeg troede lidt på en god dag. Som Angelfromheaven er gående så synes jeg den kunne vinde igen. Og Coktail Mack i begynderløbet vidste jeg ville have en chance. Abild Grand var vel også en god mulighed. Nu blev det perfekt med at sidde i ryg på Dino Silvåkra, som fik tusinde ben 100 meter før mål, og herefter var det bare at køre forbi den,« kommenterer Rene Kjær dagens vindertrio.

»Hvis Amazing Casmik ikke havde været ved at snuble således at jeg måtte tage lidt op og hjælpe den rundt om det sidste hjørne, og i stedet kunne køre for fuldt, så havde jeg måske fået et hul på 25 meter og så er det ikke sikkert, at Charlie LM havde taget dem ind,« siger Kjær og tilføjer:

»Atletico sad jeg fast med og det gjorde jeg lidt med vilje idet jeg synes, den var tyndt træt med frosten derhjemme. Den gik med god fart over mål som fjerde med vattet i behold, så samlet set har det været en god dag.«

Abildgrand110318 1000Abild Grand liftede med i ryg bag favoritten Dino Silvåkra og speedede let forbi til slut. Foto: Ole Hindby

»Jeg er sgu' ligeglad«

Hvordan er det at køre under forhold som disse med vinterbane og tilmed tåge?

»Jeg er sgu' ligeglad. Når bare man har det rette tøj på så er det uden betydning. Jeg fryser aldrig når jeg kører løb. Forholdene er ens for alle, og jeg synes banefolkene skal have ros. Hvis man kan sige det sådan så var banen jo ensartet dårlig i stedet for hård et sted og blød et andet. Selvfølgelig var banen lidt hård i dag, men det kan ikke være anderledes,« konstaterer Rene Kjær idet han med en latter tilføjer:

»Men det er klart, at havde man hoppet med fem heste i træk, så havde man nok været mere irriteret over vejret.«

Ønsker man at læse nærmere om, hvad der rent faktisk lod sig udlede af løbsdagen gennem tågesløret, så henvises der til Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside: Det vi så i tågen

Af Niels Jørgensen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere