Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Torden med Troels Andersen og familie i vindercirklen efter sejr på derbydagen. Foto: Burt Seeger.

Alt vel med træfsikre Torden

Torden 2
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. marts 2018 11:30

Der går ikke længe, før vinterferien er slut for sejrshesten Torden. Problemer med et bagknæ og vintervejret har medført, at vallakken har haft pause fra løbene siden oktober.

Otteårige Torden har i karrierens elleve starter ikke sat mange ben forkert. Det er blevet til otte sejre, hvilket giver Torden en sejrsprocent på fantastiske 73%.

Hesten gik dog tidligt på vinterferie sidste år, da nogle småproblemer med et knæ spøgte i efteråret.

  - Bagknæet var egentlig ok op til ligafinalen, men i løbet var han hidsig fra start og pullede for hårdt. Ifølge Birger (Jørgensen, red.) kostede det ham sejren, beretter Odense-amatøren Troels Anderson

  - Derefter blev han behandlet, og så har han ellers haft vinterferie. Knæet er som det skal være, og han har trænet fint.

Forsinket sæsondebut

Som så mange andre er amatørtrænerens træningsforhold ramt af vintervejret, og sæsonen indledes derfor senere end ventet.

  - Min datter har redet ham en del på stranden denne vinter, da banen ikke har været den bedste, og så har jeg været inde på banen (FVB, red.) nogle gange, blandt andet i går.

  - Jeg har ikke kørt stærkt med ham, men alt virker fint. Jeg regner med at han skal i løb om en fire-fem ugers tid. Det kommer lidt senere end egentlig planlagt, men han har heller ikke noget særligt han skal nå.

  - Han har gjort det godt, så lad os se, om det ikke kan fortsætte lidt i år. Som væddeløber kan han egentlig det hele. Han er også god på de lange distancer, og det er der ikke så mange der er, så mon ikke han skal forsøges med det igen, fortæller Troels Anderson.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere