Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Baby Princess og Kamilla G. Plambech - 24. maj 2018Foto: Danny Stenbæk

Omsætning 284.518 - gevinst 295.345

Baby Princess 180524
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. maj 2018 20:40

Bag denne lidt kryptiske overskrift gemmer sig tallene for dagens V4-spil på Nykøbing F. Travbane og normalt ville det jo være uladsiggørligt, men her er tallene faktisk ganske rigtige.

Forklaringen er simpel, idet det var en svensk kupon, der som den eneste ramte 4 rigtige og derfor er de 295.345 gevinsten i svenske kroner - svarende til ca. 206.000 danske kroner og så passer tallene pludselig meget bedre.

Og V4-spillerne blev allerede fra starten udsat for et sandt bombardement, da 63-oddseren Baby Princess for anden gang indenfor kort tid kunne vinde for det 16-årige talent Kamilla G. Plambech efter et løb helt efter travets ABC.

Et løb i ryg på førende Vidar bragte Baby Princess til angreb i opløbet og herfra smuttede hun let væk til sejr på 16,3/2140 auto, mens Bowie stred sig forbi Vidar til slut om andenpladsen.

- Det må være damehænderne den går for, bemærkede Kamilla G. Plambech i sejrsinterviewet til Fast Track.

Meget bedre blev det ikke i løbet efter, da Lasse Palmquist Salee-trænede Bella Damgård for Jan Kramer fik et perfekt løb i 2. par udvendig, mens Oliver Eson pressede på førende Crazy Horse.

Sidstnævnte kapitulerede 500 meter fra mål og her kom Bella Damgård op udvendig, mens Jammerbugten blev servet afsted i 3. spor.

De to sidstnævnte kæmpede opløbet ned, men hele tiden var Bella Damgård det nødvendige foran og vandt på 17,4/2140 auto før Jammerbugten og Sonny Pride.

Bella Damgaard 180524

Jan Kramer holdt gang i Bella Damgård og hun afviste sikkert Jammerbugten - Foto: Danny Stenbæk

- Det var tæt og jeg var ikke sikker på vi var først, men jeg kører jo heller ikke så meget og så ryger boldøjet, sagde Jan Kramer efter sejren til Fast Track.
Bella Damgård var en vinder til over 20 gange pengene.

Borga havde tur

Yderligere et skud fra boven fik V4-spillerne i næste afdeling - dog ikke af så store dimensioner, da Borga Diamond vandt for Ken Ecce.

Den Sune Ohlsson-trænede hest sad i ryg på førende Sinus Vang og lignede ikke en hest, der skulle få pladsen, men i opløbet løb Sinus Vang et spor ud og en ladeport åbnede sig for Ken Ecce, der sendte Borga Diamond frem til en sikker sejr før en uheldig Attention Bøgedal, der havde vandret i sporene de sidste 800 meter.

Borga Diamond 180524

Ken Ecce fandt en "ladeport" indvendig til Borga Diamond, der kvitterede med sikker sejr - Foto: Danny Stenbæk

- Jeg kørte hvad det gik fra start og fik ryg og var godt tilfreds med at sidde i ryg. I opløbet åbnede porten sig og det var lige noget der passede ham her, sagde Ken Ecce efter sejren til Fast Track.

Samme Ken Ecce vandt iøvrigt senere med sin egentrænede Waylay,. der nød godt af et perfekt løb og i opløbet kunne skyde frem til en sikker sejr på 17,9/1640 auto.

V4-finalen

havde Nok'en Frækkert som klar favorit, men efter et løb bagest i feltet og fremstød gennem sidste sving blev det til galop på opløbshjørnet med vindermulighed.

Nu kunne i stedet Barkåks Surprise vinde efter føring det meste af vejen for Jens A. Hansen før Snip, der havde siddet udvendig hele vejen.

Vindertiden fine 15,9/1640 volte.

Barkaaks Surprise 180524

Stort set hele vejen førte Barkåks Surprise og vandt sikkert før Snip - Foto: Danny Stenbæk

- I første startforsøg var hun lidt højt til vejrs og her var det mig der holdt vejret, men sådan er hun jo. Det er knald eller fald og kunne godt være gået galt.

- Hun er lidt speciel, men jeg har nu altid godt kunnet lide hende, nåede Jens A. Hansen at sige til Fast Track inden Barkåks Surprise fik nok og ville på æresrunde.

Fin debutant

Selv om der bare var 5 heste med i løbet for laveste klasse blev der vist fin sport med Canterbury Downs i spids og Henrik Thomsens debutant A Secret Word lige efter.

Ud på sidste langside satte Thomsen tryk på udvendig og de to fjernede sig fra feltet, men i opløbet var A Secret Word klart stærkest og vandt en flot debutsejr på 18,7/2140 volte før Canterbury Downs på 19,1 og Close Your Eyes på 18,6.

A Secret Word 180524

En herlig debutant fremviste Henrik Thomsen i A Secret Word - Foto: Danny Stenbæk

- Det er klart, at man altid er optimist når man har en hest som ham her. En af mine hesteejere købte ham på Kolgjinis auktion som helt lille.
- Han har været lidt stor og forvokset og ikke rigtig haft forståelse for tingene, men han har kapacitet og er fuldt godkendt i dag, sagde Henrik Thomsen efter sejren til Fast Track.

Af Dennis Stenbæk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere