Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Stella Quick og Søren Klitgaard giver The Las Cola kamp til stregen.Foto: Hesselborg.

Travamatør: Beviset på, at heste ikke nødvendigvis skal koste

Stella Quick
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. juni 2018 8:00

Aalborg-amatør Terkild Søndergaard vidner om, at dygtige travere ikke nødvendigvis skal koste en bondegård, men ikke desto mindre formtopper hans niårige Stella Quick, der står med topchance i dag mandag i Skive.

74-årige Terkild Søndergaard så travbanen for første gang i en alder af 60 år, da han flyttede til Aalborg-egnen. Her fik han den tidligere travtræner, Jørn Damsgaard til nabo, som lige siden har været en uundværlig makker i hesteholdet.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at alle andre havde travheste, så det syntes jeg også at jeg skulle. Jørn kom en dag med en følhoppe, Joy Frazer, som jeg begyndte at avle på, og det er efterhånden blevet til omkring syv heste, heriblandt Stella Quick, fortæller Terkild Søndergaard, der selv er opvokset i et landbrugshjem med heste.

  - Jeg gør det vel egentlig forkert. Fodrer forkert, passer dem forkert. Jeg producerer selv hø, hvilket sammen med græsset er deres hovedfoder. Så får jeg lidt byg fra min søns landbrug engang imellem, og køber lidt proteiner og blander i.

  - Det er ikke sjovt, når de render med hele pensionen, og for mig handler det om, at skulle være sjovt. Jeg investerer ikke i årgangsheste, men vil bare gerne være med, og er i virkelighed beviset for, at man godt kan få en god travhest uden at det koster en bondegård. 

Debut som 7-årig

Med hjælp fra den nu 81-årige Jørn Damsgaard i træningen, og Søren Klitgaard til kuskegerningen i løb, så har Terkild Søndergaard, hvad han selv betegner som et godt team. Efter stilstandsperiode på grund af sygdom, genoptog Terkild og Jørn træningen med den dengang syvårige Stella Quick, som vandt sin første sejr kort tid efter.

Uheld har gjort sig gældende i Stella Quicks seneste starter, men formen er i den grad på plads til dagens løb i Skive (2. løb/6, V4-2).

  - Hun var i vogn som toårig, men vi måtte desværre udsætte træningen. Så kom Jørn en dag og sagde, at hun var en god traver, og at den måtte vi se at få gjort noget ved. Hendes temperamentet har vi bøvlet noget med, men Søren har et godt tag på hende, og en god ro i hånden.

  - Galoppen for tre starter siden kom sig af, at hun fik voltestartssnoren i hovedet, da den sprang. I seneste start kørte hun sammen med en konkurrent, så som sådan ustabil, synes jeg ikke hun er, men hesten er i orden og godt tilpas, afrunder en meget ydmyg Terkild Søndergaard.

Fast Track-programmet til dagens løb i Skive kan findes HER. Kuske- og trænerkommentarer HER.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere