Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Fool's Gold og Kim Hjort i vindercirklen.Foto: Torben Ager.

Satser hele butikken

Fools Gold060617 Vindercirkel
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. juni 2018 14:00

Der er amerikansk tema på Bornholm søndag, hvor programmet er fyldt med sprinteropgør. Ikke mindst det særlige Coop Bornholms Super Sprint, hvor fartfyldte Fool's Gold deltager for sidste gang.

På Bornholms 600 meter lange bane afvikles det årlige supersprintopgør på distancen 1001 meter. Programmets vindertip er tilfaldet Kim Hjorts Fool's Gold, som med sine 14 år har åbnet sin sidste løbssæson, og kan sætte kronen på værket ved at genvinde supersprinten.

  - På denne korte distance er det spidsen, det gælder, så der er kun starthurtige heste med. Kan han fange spidsen, kan han vinde, men det er ikke så nemt fra spor et, da startbilen accelererer kraftigt på vej ud af svinget, og fra indersporet får man næsten vingen i hovedet, hvorimod spor fire og fem kan få bedre fart på, forklarer Kim Hjort.

  - Jeg forholder mig realistisk til opgaven. Alle fem heste kan vinde løbet, og det meste afgøres i startmomentet.

  - Det er hårdt for hestene at køre så aggressivt på en lille bane. Jeg formoder, at vi kommer til at køre en 15-16-tid på distancen, men han plejer at gå godt i disse løb.

I outsiderrollen

Amatørtræneren fra Rønne, der har kørt væddeløb siden en alder af 19, er på udkig efter et par afløsere til den lille træningsstald. Men ved siden af egentrænede heste, har Kim Hjort flere faste køreture, som står ganske skarpt i søndagens program.

Såvel Rock O'Kay (3.løb/1, V5-2) som Blæsa Hornline (5. løb/4, V5-4) kan kæmpe med om en fremskudt placering.

  - Blæsa Hornline har fået et godt spor på sprint, da spor tre og fire umiddelbart er mest fordelagtige, og vi satser hele butikken for at ramme spidsen. Lykkes det ikke, går vi efter et godt rygløb, da hun er afhængig af at få løbet og skal listes med. Tror ikke, hun kan slå Jetset Onion, som er en klasse for sig selv, men skal være en god triochance.

  - Rock O'Kay var rigtig dårlig senest, hvor jeg mistænker, han havde nyreslag. Er ifølge træneren ovenpå igen, men har ikke fordel af de 1600 meter. Vi prøver at fange positionen bag den førende, og så må vi se, om pladsen kommer. Lille outsider, vurderer Kim Hjort.

Fast Track-programmet til søndagens amerikanerdag på Bornholm kan findes HER.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere