Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Rocky Egedal og Joakim Lövgren ved en tidligere sejr på Solvalla.Foto: Carsten Rabjerg.

Fuld knald på Egedal-hestene

Rocky Egedal_Rabjerg
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. juli 2018 14:15

Der er form på stalden hos amatørtræner Børge Mathiesen, der ser optimistisk på såvel Cult Egedals årgangsmuligheder, som de to Egeldals-hestes chancer ved dagens løb i Billund.

Cult Egedal havde ikke optimale betingelser før det første klassiske opgør, Grand Prixet, da han grundet en skade måtte stå prøven over, og derfor tage sig til takke med en svær udgangsposition. Femtepladsen i finaleløbet var netop, hvad træneren havde håbet på.

  - Han gik rigtig fint med tanke på, at løbet blev så taktisk. Han er en entaktet type, der nyder et jævnt hårdt tempo, men samtidig ikke kan speede som de andre, og kunne derfor ikke helt hænge på i opløbet, forklarer Børge Mathiesen.

  - Vi kunne ikke træne optimalt op til, så præstationen gik han på grundformen. Derudover pullede han lidt hårdt i inderbanen, og brugte en del kræfter på det. Så vi vil forsøge med et andet bid og et krydsnæsebånd, nok i forbindelse med Derbyoptakten i Odense, men generelt er vi optimistiske i forhold til de forestående derbyprøver.

I fantastisk form

Tiårige Rocky Egedal fortsætter med sine hæderlige præstationer på trods af, at han har holdt form siden november måned. Det skyldes blandt andet, at han har været skånet for allergi i år. Så det er en veltilpas Rocky Egedal (5. løb/7, V5-3), der tager kampen op i dagens hovedløb.

  - Han er i fantastisk fin form. Når man kan gå i kødet på Tycoon Conway Hall med 600 meter hjem, og stadig holde farten, så er der ikke noget at sætte fin finger på. Han er generelt bare rigtig glad og veltilpas, og træner med glæde intervaller i skoven, så han har fået lov til at fortsætte, fortæller Børge Mathiesen.

  - Vi har lidt ventet på, at han ville få allergi, men det er bare aldrig kommet. Det plejer ellers at ødelægge mange løb fra juni til august.

  - Han er bedst, når han får et rygløb, og så må vi håbe, at det ikke bliver for taktisk. Men han er hurtigt ude af volten, så vi håber på en god position, og så skal han være en god triochance.

Stærke Abby

Ligesom lillebror Cult er Abby Egedal (3. løb/6, V4-3) en stor og entaktet væddeløber, der ikke har haft held med løbsafviklingen den seneste tid. 

  - Hun kan vel nok rende en 14-tid hele vejen, men har ingen eksplosionsspeed, som de fleste har. Nu har hun fået nogle hårde løb i dødens i et forsøg på at skrue tempoet op, hvor det optimale er et spidsløb.

  - Der er gode heste imellem i dette løb, men jeg tror på, at hun kan være med. Knud Mønster skal bruge held og dygtighed for at komme ordentlig ned fra spor seks, men det ville ikke overraske mig, hvis hun løb i trioen, slutter Børge Mathiesen.

Fast Track-program til torsdagens løb i Billund kan findes HER.

Læs også følgende artikel med relation til dagens løb - Kan næsten ikke vente

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere