Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Ane Nørbo hædres som Årets Staldmand m/k ved Hestesportens Galla 2017.Foto: Lasse Jespersen.

Rollerne blev byttet om

Ane Noerbo Aarets Staldmand
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. januar 2018 14:20

Dressurpigen Ane Nørbo er blevet godt og grundigt bidt af travsporten. Efter knap fire år som staldpige hos Team Juel oplevede hun i fjor kæmpesucces med sine pasheste, hvorfor Ane er kommet med på den store scene i Dansk Travsport. 

Ved Hestesportens Galla var rollerne for en gang skyld byttet om, og Ane blev som Årets Staldmand (m/k) hædret for hendes store arbejde, der ligger til grund for hestenes flotte præstationer. 

- Jeg er utrolig stolt af at vinde titlen, for de andre nominerede er også superdygtige, og har været i travsporten meget længere end jeg, fortæller Ane Nørbo.

- Det er altid skønt med et ekstra skulderklap.

Tilgangen til staldpige-tjansen er for Ane Nørbos vedkommende ganske enkel: Nysgerrighed efter at lære nyt og hårdt arbejde. Hun drives af, at se hestene udvikle sig og skabe gode resultater.

- Det betyder meget, at man kan se det arbejde, man har lagt i løbet af året, giver noget, fortæller Ane Nørbo.

- Særligt ved storløbene, hvor vi har skabt nogle gode resultater. Det gør, at arbejdet på de kolde regnvejrsdage er helt okay.

 

Bikini 160917 1

Ane Nørbo i fællesskab med Bikini efter sejren i Aalborg Hoppechampionat 2017. Foto: Hesselborg Foto.

Travsport er sammenhold

Staldpigens interesse for heste udspringer dog fra en noget anderledes hestesport, nemlig dressur. Kombineret med en dyrepasser-uddannelse med speciale i netop heste, tager hun en stor indsigt med ind i sin dagligdag. En dagligdag, hvor hun nyder kombinationen af hverdagstræning og oplevelser i forbindelse med løbsdage.

- Man får et helt specielt forhold til hestene, forklarer Ane Nørbo.

Også forholdet til sine kollegaer, og faktisk også konkurrenter, udgør en stor drivkræft i arbejdet. Hvilket, ifølge Ane, er ganske kendetegnende for travsportskulturen:

- Man har en helt anden tilgang til sporten til sammenligning med i dressurverdenen. Selv om man er konkurrenter, er man venner på kryds og tværs, og kan hjælpe hinanden.

- Trav er sammenhold, og det nyder jeg. Det er noget anderledes med dressur.

Ane finder sig godt til rette i træningsvognen. Men skulle der tages licens, bliver det på hesteryg.

- Jeg kunne godt finde på at begynde på monté. Nu må vi se, slutter Ane.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere