Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Mike og Allan Kristensen.Foto: Niels Jørgensen og Gorm Johansen.

Far og søn med topchancer

Mike Og Allan Kristensen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. februar 2018 11:10

Allan Kristensen melder Pharaon d'Inverne og Cæsar Spin i topform, og tror på store vinderchancer ved lørdagens stævne på Racing Arena Aalborg.

Den svenske import Pharaon d'Inverne får lørdag aften for første gang Allan Kristensens søn, Mike, i vognen. Det er en test forud for Duvils Store Amatør Grand Prix, hvor amatørerne får store penge at kæmpe om.

Scarlet Knight-sønnen stjal overskrifterne, da den i sin debut for Allan Kritensen vandt efter at have gået i toptempo hele vejen. Det kunne den ikke leve op til i seneste start, hvor den aldrig kom ind i løbet.

  - Egentlig troede jeg, at han var stabiliteten selv. Han tog gevaldigt i senest, og jeg kørte tidligt op til startvognen i håb om, at få ham til at slappe af. Det ville han dog ikke finde sig i, så han slog på en galop. Med den viden jeg har nu, tror jeg dog ikke, at det vil blive et problem fremadrettet.

  - Denne gang gælder det voltestart, hvor han virker ekstremt hurtig fra start. Han kan nærmest vende på en tallerken, så jeg tror ikke at spor fire bliver noget problem. Han vil blive kørt fremad, og da der kun er en enkelt fra spidsvolten, tror jeg hurtigt at han kan komme til føring.

  - Han gik et rigtigt godt arbejde i lørdags og virker generelt forbedret i træning. Jeg vil sige, at han er en meget stor vinderchance, siger Allan Kristensen.

Årgangsambitioner med Cæsar Spin

Cæsar Spin var en imponerende vinder for Allan Kristensen, da den i starten af januar kom tilbage efter syv måneders pause. En kraftig virusinfektion var overvundet, og Love You-sønnen fik vist, hvilket stort potentiale den indeholder.

  - Nu var han den hest, som jeg hele tiden har regnet med han var. Han vandt med vattet i behold uden, at jeg nogensinde kørte med ham.

  - Han er franskstammet, og jeg tror på at der vil være en enorm udvikling i ham. Selvom han ikke står med så mange penge på kontoen, har jeg en tro på, at han vil kunne være med hvor det er sjovt i årgangssammenhæng.

  - Fra spor seks kan han godt risikere at havne lidt svært til, hvis han ligesom senest ikke rigtigt tager i fra start. Hvis han omvendt viser den gålyst han tidligere har gjort i prøvestarter, tror jeg at han kan tage spidsen direkte.

  - Han var rigtig fin i lørdagens arbejde sammen med Pharaon d'Inverne, og han skal være en stor vinderchance, afslutter Allan Kristensen.

Af Claus Juncker