Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Nikita Montoya og Henrik Thomsen - 21. december 2018Foto: Gorm Foto

Thomsen: En god motor

Nikita Montoya 181221
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
22. december 2018 14:00

Henrik Thomsen kørte to heste fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane og vandt med den 4-årige hoppe Nikita Montoya.

Dennis Nielsen træner Love You-datteren Nikita Montoya, der iøvrigt er helbror til Hagentoy (vinder af næsten 1 mill. SEK) og han lod hoppen starte for anden gang på Fyens Væddeløbsbane efter at debuten var gjort på hjemmebanen for en lille måned siden.

Allerede efter opvarmningen var Henrik Thomsen optimstisk og oppasseren Helle Stenbæk fortæller:

- Henrik var meget positiv efter opvarmingen, hvor hun dog havde optrådt lidt ukoncentret og kigget på mange ting omkring hende.

- Til løb kortede vi checken et par huller og til præsentationen var hun pludselig en helt anden hest og meget mere fokuseret på det hun skulle.

Vel i front holdt Thomsen et jævnt 1:21/1:22-tempo den første kilometer og var hele tiden 10-15 meter fri af konkurrenterne og så faktisk uindtagelig ud hele vejen.

Det sidste stykke ind mod mål var da også i helt ensom majestæt og sejren på 19,3/2140 volte blev taget med mersmag.

- En meget tiltalende hest med en god motor. Jeg havde fået at vide jeg skulle køre frisk til for hun kunne ikke speede, men hun gik da 1:17 den sidste kilometer uden at jeg kørte med hende overhovedet.

- Jeg føler mig ret overbevist om, at hun havde svaret, hvis der var en der havde kunnet komme i nærheden af hende for det føltes som om der var en del sparet, sagde Henrik Thomsen dagen derpå.

Som ejer står Dennis Nielsen med sin gode ven Sune Hansen og førstnævnte træner hesten og han fortæller, at han har haft hoppen siden april måned.

- Hun kom til os fordi hun faktisk skulle aflives. Sune fandt hende i Eskilstuna og efter hun blev godkendt havde hun lidt problemer og de ville ikke køre mere med hende og ikke avle på hende.

- Hun manglede en masse arbejde og det har hun så fået her hos os og her skylder jeg Helle en stor tak for det er nærmest udelukkende hende, der har trænet hende og det er jeg utrolig glad for, indleder Dennis Nielsen.

Henrik Thomsen plejer ikke at køre Dennis Nielsen-heste, men det var der en god grund til denne gang.

- Sune var jo på noget ferie og så spurgte jeg Henrik om han kunne have hende med til Fyn og også køre hende og det ville han gerne. Hun skulle egentlig have startet den 30. på Lunden, men der kunne Sune heller ikke og jeg synes ærlig talt ikke jeg selv er skrap nok til en hest som hende, fortsætter Nielsen.

- Hvis jeg skal være helt ærlig så havde jeg faktisk regnet med, at hun ville vinde, hvis han kunne få hende rundt fra spor fem så nogen overraskelse var sejren i hvert fald ikke for mig.

Den næste tid kommer til at gå med træning for hoppen iflg. Nielsen.

- Ja nu går vi mod Solvalla. Nej, spøg til side - hun skal bare træne sig stærkere og så sigter vi på start enten når Nykøbing starter op i marts eller hvis der er et løb i slutningen af februar alt efter hvordan hun tager imod og hvordan vejret bliver, slutter Dennis Nielsen.

Af Dennis Stenbæk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere