Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Positivitet omkring JVB’s fremtid

JVB
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. december 2018 13:27

Ledelsen på Jydsk Væddeløbsbane er positive ovenpå gårsdagens pressemøde, hvor mulige fremtidsløsninger for JVB blev præsenteret.

En politisk styregruppe forelagde i går resultatet af den såkaldte Stadionanalyse indeholdende fire scenarier omkring finansieringen og etableringen af et nyt stadion (Læs mere: Politikere vil flytte Jydsk Væddeløbsbane).

Jydsk Væddeløbsbane har givet udtryk for, at man helst bevarer den nuværende placering, men i går kom det frem, at den politiske styregruppe anbefalede en løsning, hvor Jydsk Væddeløbsbane flyttes og genetableres i ny og moderne udgave ved Vilhelmsborg. En anbefaling, der blev begrundet med, at løsningen var den mest forsvarlige rent økonomisk.

- Politikerne skal naturligvis handle økonomisk forsvarligt. Man luftede at andre finansieringsmuligheder, kunne åbne op for nye løsningsforslag. Og der blev på intet tidspunkt nævnt, at man specifikt havde interesse i at flytte nogle af institutionerne, påpeger direktør Flemming Sunn.

  - Jeg var glad for de ord, politikerne brugte. Blandt andet blev det nævnt, at områdets foreninger vil blive taget med i en kvalificeret debat, og i forhold til tidligere oplysninger, så drejer dette i en positiv retning med flere spændende muligheder, påpeger Flemming Sunn, der blandt andet refererer til, at et af de tidligere arbejdspapirer fra PwC indeholdende tanken om, at væddeløbsbanen skulle flyttes og genetableres for egen regning, ikke var blandt styregruppens endelige scenarier.

’Forholder os til det, vi ved’

Nu vil banens ledelse gennemlæse den endelige rapport, diskutere forholdene og det videre forløb på et bestyrelsesmøde torsdag i den kommende uge. Men på nuværende tidspunkt kan direktøren ikke forholde sig til de forelagte scenarier.

  - Vi forholder os til det, vi ved og det er vores uopsigelige kontrakt. Vi forsøger naturligvis at holde flest mulige døre åbne, for vi er endnu kun på første omgang, hvor der stadigvæk kan ske mange ændringer, og der er lang vej til opløbet, siger direktøren, der dog er fortrøstningsfuld omkring Jydsk Væddeløbsbanes fremtid.

Jydsk Væddeløbsbane har en uopsigelig lejekontrakt på grunden, der løber frem til 2029. Hvorvidt lejekontrakten skal forlænges eller ej, skal der senest januar 2020 påbegyndes forhandlinger om.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere