Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Bongo Thing med sin ejer Vita Christensen ved hovedet efter sejren 27. oktober i OdenseFoto: Gorm Johansen

Tre travheste dræbt på hovedvej

Bongo Thing 271017
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. november 2017 15:53

Enhver hesteejers mareridt blev tirsdag eftermiddag til tragisk virkelighed for 73-årige Vita Christensen fra Holstebro, da hestene Jumbo, Bongo Thing og Diva Thing blev dræbt i en trafikulykke.

»Jeg var ude for at lukke hestene ind. På vejen op til en indhegnet plads ved stalden må en af hestene være blevet skubbet eller er gledet således at den kom til at røre en snor. Derved blev den bange, hvilket fik alle tre heste til at stikke af,« fortæller en forståeligt berørt Vita Christensen til Dansk Hestevæddeløb om optakten til ulykken.

Den skete ved 16.30-tiden tirsdag eftermiddag vest for Holstebro.

»Vi har 700 meter ned til den stærkt befærdede hovedvej mellem Lemvig og Holstebro. Der løb hestene ned gennem skoven og op på hovedvejen. Vi kontaktede politiet og forsøgte forgæves at få dem til at komme og hjælpe til med at dæmpe trafikken, da der jo nødigt skulle komme nogen personer til skade,« siger Vita videre idet hun tilføjer:

»Jeg tænker, at gamle Jumbo nok har fundet ud af, at nu ville han hjem, så han må have løbet mod trafikken, forrest med de to unge heste bag sig, og så blev de påkørt af en kvindelig bilist fra Holstebro. De tre heste blev slået ihjel med et hug og bilen blev totalskadet, men heldigvis kom hverken kvinden eller to små piger noget til,«

»Det var ikke sådan Jumbo skulle ende sit liv«

Ved sammenstøddet blev Jumbo slynget over en grøft. En anden af hestene endte i grøften, mens den tredje lå tilbage på vejen.

For Vita Christensen, der efter mange år med rideheste fik sin første travhest i forrige L-årgang for et stykke over 30 år siden, var det en brat afsked med de tre sidste heste i hendes varetægt.

»Den ene af hestene, Bongo Thing var lige begyndt at gå løb og var kommet så godt i gang. Den skulle starte på lørdag i Århus. Den anden, Diva Thing var også klar. Den skulle ud i rutineløb på lørdag, så vi kunne se, hvor langt den var fremme,« siger Vita Christensen.

Dagen efter ulykken havde Vita forståeligt svært ved at forholde sig til eventuelt at gå ud og anskaffe sig nye heste.

»Hvor finder jeg et par fornuftige heste, som jeg kan ordne. Jeg gider ikke heste som løber bagefter. Det har dem, jeg har haft, været for gode til, og det var ikke sådan Jumbo skulle ende sit liv,« siger Vita med et knæk på stemmen, men med en samtidig tak for de mange varme hilsner hun allerede har modtaget i kølvandet på den grimme oplevelse.

Vita har, med egne ord, redet på heste fra før hun kunne gå. Helt fra barnsben fik hun lov at sidde på hestens ryg, når hendes far rensede roer, og hun har - populært sagt - aldrig interesseret sig for andet end heste.

»Det var planen, at jeg i dag skulle have været ude at køre en lille tur med dem begge to inden de skulle starte på lørdag. Nu står jeg med en tom stald med otte bokse,« konstaterer Vita Christensen.

Man kan ikke andet end udtrykke sin medfølelse, og håbe, at Vita genfinder lysten.

Af Niels Jørgensen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere