Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Armani S og John Køhler stopper Bandit Bricks sejrsrække - 24. november 2017Foto: KM Foto

Banditten kiksede rekorden

Armani S 171124
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. november 2017 19:00

En ting var helt sikkert vedr. nedlægget fra løbene i Billund i eftermiddag: Bandit Brick ville få overskriften på den ene eller anden måde.....

Og desværre blev det på den mere negative måde for det lykkedes ikke for Bandit Brick at sætte ny sejrsrekord med 21 sejre selv om han faktisk leverede et ganske godt løb.

Og som lidt ekstra krydderi blev det John Køhler, der slog ham af pinden - samme Køhler som i sin tid satte sejrsrekorden med Kandar og den blev senere tangeret af Opus G T og nu også Bandit Brick.

Juul kørte ellers med fra start fra spor 8, men lidt tumult med en fejlende Rex Royal gjorde, at Juul trak sig lidt og samtidig kom Birger Jørgensen perfekt igennem fra anden række med Aros Line og det blev måske løbsafgørende.

Kort efter gik Bandit Brick frem og satte sig på Aros Line og der blev kørt i et jævnt 1:13-tempo.

De to fjernede sig lidt fra de øvrige på sidste langside og i sidste sving tog Bandit Brick grebet på Aros Line, men mellem heste fandt John Køhler plads til Armani S, der pludselig skød superfart.

Ned mod mål stod det hurtigt klart, at Bandit Brick ikke havde noget svar til Armani S, der skød frem til en helt overlegen sejr på 12,9/1900 auto før Bandit Brick og med Alberte Mols på tredjepladsen.

John Køhler havde følgende at sige til Dantoto Racing Live:

- Det blev kørt i toptempo og jeg skulle køre et rigtig pænt løb med hesten og det synes jeg at jeg gjorde.

- Jeg synes han var meget rolig, da jeg varmede ham og op til bilen fungerede alt for ham. Man kan altid håbe på at være med fremme, men at vinde troede jeg ikke på.

- Preben (Kjærsgård, red.) havde bare sagt, at jeg skulle køre et pænt løb med den og se hvor langt han rakte.

- 500 meter fra mål hvor jeg fik hullet mellem heste skød den en fart så jeg havde nær kørt ind i Steen og det var uhyggelig nemt det den foretog sig i dag.

- Det er klart, at havde Bandit Brick fået spids og fået lov at bestemme var det jo blevet noget helt andet, men sådan er væddeløb.

Steen Juul var fattet efter nederlaget og sagde følgende til Vagn Honum, Dantoto Racing Live:

- Der er ikke så meget at sige. Hesten gjorde et fantastisk fin løb. Jeg tabte løbet da Rene ikke rigtig kom ud i banen da han galopperede og Birger kom til spids.

- Ellers var jeg jo kommet til spids og havde formentlig vundet løbet.

- Jeg kørte jo mod Birger og han skulle ikke have lov at lune sig alt for meget og så kommer der en bagfra - det kan man jo ikke gardere sig imod, men han var træt til slut.

- Jeg vurderede, at jeg kunne slå Aros Line udvendig fra og derfor satte jeg tryk på, men måske tog jeg også lidt for let på det i dag for jeg kørte ham med sko og kunne måske nok have plukket dem af, hvis jeg havde været helt opsat, men jeg troede han kunne gøre det også med sko.

- Det er jo fint vejr endnu og han kan sagtens gøre en start mere inden vi pakker ham ned når det bliver allermest vinter og bygger ham op til næste år.

Se iøvrigt løbet her:

Champions Peak viste sig frem

Juul havde tre kæmpevindermuligheder med til Billund og kiksede med Cheri de Vie tidligt og senere også Bandit Brick, men han vandt dog et enkelt løb og det var med mersmag.

Hans Champions Peak blev taget roligt fra start og havnede sidst, men på første langside kørte Juul frem og i et snuptag sad han i front.

Der var 1.15-fart den første kilometer og den fart blev bare stivet, da Pardo Snapshot kom frem gennem sidste sving.

Med vattet i ørene og uden Juul var efter ham vandt hans Scarlet Knight-søn legende let på 14,5/1900 auto før en positiv Pardo Snapshot og med Assiniboia Downs på tredjepladsen.

Champions Peak 171124

Se op for Champions Peak næste år - kommende tophest for Juul - Foto: KM Foto

- Det er en fin hest, men han er ikke færdiguddannet endnu. Han skyggede lidt til op mod bilen for den murphyblænder han går med og tabte starten totalt. Så han fik lov at lave noget bagefter, sagde Steen Juul efterfølgende til Dantoto Racing Live.

2 x Lønborg

Far og søn Lønborg med fornavnene Henrik og Michael vandt begge løb denne eftermiddag. Først kunne Bandit P L kvittere for et perfekt løb af Lønborg senior og skyde frem i opløbet til let sejr på 16,2/1900 auto før Nightingale Jaycee og Bobbywhitesock efter at Cheri de Vie formentlig havde galopperet sejren væk på opløbshjørnet.

Bandit P L 171124

Bandit P L kvitterede for et sukkerløb af Henrik Lønborg og spurtede til sikker sejr - Foto: KM Foto

- Han har haft det med at galoppere i første sving, så jeg var tvunget til at køre lidt forsgitigt. Det var første gang han fik trukket vattet og vi vidste ikke rigtig hvordan han ville reagere, men det gik fint, sagde Henrik Lønborg til Dantoto Racing Live efter løbet.

- Det er min bedste chance i år, havde Michael Lønborg sagt til Dantoto Racing Live inden løbene om hans chance med Bosse Game lidt senere på eftermiddagen.

Og han viste, at han havde ret i løbet, hvor han bare satte sig udvendig på førende Abild Grand for at køre klart forbi den til slut og vinde på 15,8/1900 auto før Abild Grand og Raket Skov, da Fritz Attack blev diskvalificeret fra tredjepladsen for trængning i første sving overfor Airborn M.

Bosse Game 171124

Dødens var ingen hindring for Bosse Game, der var overlegen for Michael Lønborg - Foto: KM Foto

- Jeg synes hesten havde kunnet være med i Sverige sidst, hvor han lavede en dum galop, der ligeså meget var min fejl.

- Vi skulle have en god oplevelse her forud for ligafinalerne i Købehnavn i næste weekend og det fik vi, sagde Lønborg efter løbet.

Silas fra 60 meter

Dennis Kristiansens Silas Ulkær stod i Nobel Foods Amatørserie Finale med hele 60 meters tillæg, men det var ingen hindring for DM og NM-vinderen i år.

Efter at have siddet sidst blæste Kristiansen til angreb ned ad sidste langside og "dumpede" perfekt ned i ryg i sidste sving.

Denne ryg måtte han dog hurtigt forlade, da Miss General blev sendt i angreb og for ikke at blive fast måtte Silas Ulkær af sted.

Resten af vejen var der dog ingen problemer og han vandt overlegent på 15,5/2060 volte før Applaus Gardenia og med Unbelievable S på tredjepladsen.

Silas Ulkaer 171124

Ingen problemer for Dennis Kristiansens Silas Ulkær - Foto: KM Foto

- Silas er fantastisk. Jeg var nødt til at køre ret hurtigt afsted igen, da Ruusuviita kom i 3. spor, men det blev en nem sejr og han var rigtig fin i dag, sagde Dennis Kristiansen efter sejren.

Godt 1,5 mill. blev der spillet på årets næstsidste løbsdag i Billund. Nu resterer blot den afsluttende den 16. december.

Af Dennis Stenbæk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere