Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Jacob Wolfsohn og Jan Dahlgaard med Winston Sisa.Foto: US Photo.

Månedens hest august: Winston Sisa

Winston Sisa_Jan og Jacob_US
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. oktober 2014 19:15

En overlegen sejr i Jydsk 3-Årings Grand Prix gav Winston Sisa titlen i august, og den talentfulde hest, der trænes af Jan Dahlgaard og ejes af Stald Trot On, er blandt favoritterne til sejren i Kriteriet på søndag.

Dansk Hestevæddeløb står bag kåringen, og kredsen omkring Winston Sisa, er alle enige om, at denne hest kan være noget ud over det sædvanlige.

Det så man på Jydsk Væddeløbsbane, da Winston Sisa med Steen Juul vandt Grand Prix’et knusende overlegent efter en forcering til føring tidligt i løbet.

”Det var dejligt at opleve ham vinde i Grand Prix’et, og det var skønt at hestens fik vist, at det er en af de bedste. Han var dårlig i prøven, og var generel dårlig lige den dag i Aarhus. Vi gjorde lidt ændringer på hesten og på udstyret. Det var siden kun et plus at få Steen Juul op bag ham den dag, så han kunne hjælpe ham endnu mere,” fortæller Jan Dahlgaard, der op til netop det løb havde været meldt ud, at han troede Winston Sisa kunne vinde løbet.

”Det er en tilfredsstillende, når man har været lidt ”frisk” i udmeldingerne om hesten, er det en god følelse, at hestene så også viser sig så gode som man håber.”

Winston Sisa_3-års GP

Helt overlegen var Winston Sisa for Steen Juul, da parret vandt Jydsk 3-årings Grand Prix i Aarhus. Foto: US Photo.

Købt billigt på auktionen

Det er Stald Trot On, der ejer Winston Sisa, og i øvrigt også storebroderen Triton Sisa, der vandt Derby Consolation i år. De tre ejere bag hestene, er alle kendte navne indenfor travsporten. Henrik Poulsen, Knud Lillegaard og Jacob Wolfsohn har haft deres gang i dansk travsport i snart mange år, men selvom de har oplevet meget, har de aldrig rigtigt været med til det som er sket og kan ske fremover med denne Winston Sisa.

”Vi går alle tre meget op i det, men selvom vi har hestene sammen, og har vores familier med på banerne, så ser vi altid løbene hver for sig, og dermed aldrig sammen. Det er vel et eller andet med at vi hver især ønsker fuld koncentration. Vi er selvfølgelig spændte, for ingen af os i ejerkredsen har haft en hest, der var favorit til et årgangsløb,” siger Jacob Wolfsohn, der som de øvrige i ejerkredsen fik et godt øje til hesten på Åringsauktionen.

”Vi købte jo Triton Sisa på Auktionen året før, og han havde vist gode takter i træningen. Derfor var vi på auktionen igen, og havde kig på Winston Sisa samt et par stykker andre. Winston var en stor slap hest, der virkede som en fin type og en dejlig hest som vi kunne lide. Da prisen ikke var højere end 36.000 kr. investerede vi,” forklarer Jacob Wolfsohn.

Winston Sisa_Efter løbet med Jan_US 

Foto: US Photo.

Viste tidligt talent

Jan Dahlgaard er i gang med en fantastisk sæson, og tidligt i karrieren kunne han fornemme på Winston Sisa, at dette kunne være en hest udover det sædvanlige.

”Jeg er ikke overrasket over hvor god han er blevet. Da vi trænede med ham som 2-åring sagde jeg til ejerne, der også har Triton Sisa, at denne her er bedre. Det grinte de lidt af og troede ikke rigtigt på det. Men, han var utrolig stærk allerede som 2-åring så vi kørte ham lidt ned i fart, og gav ham vinteren på sig,” forklarer Jan Dahlgaard, og til det svarer Jacob Wolfsohn.

”Selvom han var stor, viste den hurtigt i træning at den havde evner. Der var styrke i ham og Jan Dahlgaard fortalte tidligt, at han nok skulle blive god. Det ville bare først blive, når hesten var klar i kroppen til det, så vi skulle bare give den tid der skulle til. Som 2-åring kørte Jan den på Charlottenlund i et træningsarbejde, hvor den løb alene og ganske let gjorde det på 1.22 for 2000 meter,” fortæller Jacob Wolfsohn.

Karrieren fik en flot start, da Winston Sisa trods en stor galop i første sving, alligevel efter en forrygende ophentning kom tilbage og vandt let.

”Da han startede på Charlottenlund i debuten, gik han fantastisk. Han galopperede i første sving, men jeg klokkede ham til 1.13,7-1600 meter med flyvende start, og det har jeg ikke set en hest præstere i mange år, så der var vi klar over, at han er god. Siden er det bare gået slag i slag,” lyder det fra Jacob Wolfsohn.

Winston Sisa_ejere_US 

Kredsen omkring Winston Sisa efter sejren i Kriteriumsprøven for et par uger siden. Foto: US Photo.

Det kan blive endnu større

Allerede nu har Winston Sisa vist, at være en tophest, der kun har startet syv gange og vundet fire af disse starter. Men, man kan fornemme, at der er meget mere at hente i hesten de kommende år.

”Han er kun 3 år og har startet får gange, men bygningsmæssigt og træningsmæssigt bør det blive bedre og bedre med ham fremover. Jeg føler han er en hest, der er udvikling i. Som han er nu, tror jeg også han udenfor Danmarks grænser rækker langt,” fortæller Jan Dahlgaard om Winston Sisa, der også på skoning kan have mere at hente.

”Der virker til at være meget at hente hos ham. Steen Juul mente efter han havde kørt ham, at han allerede nu ville kunne løbe uden sko. Han går uden bagsko, men med jernsko og såler foran. Han gik for første gang senest med åbent hovedlag, og virker først nu for alvor til at være blevet mere moden,” forklarer Jacob Wolfsohn.

Winston Sisa_US 

Foto: US Photo.

Topchance for at vinde Kriteriet

Normalt er Jan Dahlgaard ikke en træner eller kusk, der er for optimistisk med sine heste, men netop med Winston Sisa er det helt anderledes.

”Jeg skal være optimist inden Kriteriet, for han var superfin i prøven, og har taget den start godt. Man skal passe på med at stille forventninger for højt, for så bliver man det mere skuffede. Formen er der, hvor jeg gerne vil have den, og hesten ser rigtigt godt ud,” lyder det fra Jan Dahlgaard, der også forklarer hvorfor han valgte startspor 4 i Dansk Trav Kriterium søndag eftermiddag.

”Jeg vil godt have ham lidt ud på vingen. Han er hurtig fra start, men jeg har endnu ikke rigtigt besluttet, hvad jeg gør når starten går. Det er ikke sådan at han skal gå med fra start, så lidt ude på vingen passer ham fint,” siger Jan Dahlgaard, der ganske imponerende også har endnu en deltager med i det klassiske løb i form af Win Esterel. 

Ros til Team Dahlgaard

Fra Stald Trot On lyder der store roser til træneren Jan Dahlgaard efter det arbejde han har lavet med deres hest Winston Sisa, men så sandelig også bare for den måde stalden arbejder på.

”Jan Dahlgaard og Charlotte (Poulsen, red.) gør et fantastisk stykke arbejde med hestene, og det virker helt sikkert som om at Dahlgaard er en ”coming man” i dansk travsport. Det arbejde de laver i stalden med hestene er bare imponerende," slutter Jacob Wolfsohn.

Af Carsten Rabjerg.

 

 

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere