Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Black Progress vinder på JVB.Foto: Ole Hindby.

Månedens Hest i maj: Black Progress

Black Progress_JVB_OH.jpg
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. juni 2014 11:16

Dansk Hestevæddeløb har kåret Black Progress som ”Månedens Hest” i maj. Den 12-årige vallak fandt nye veksler efter en længere pause.

Mange hesteejere oplever på et tidspunkt at skulle gå en del triste og halvdyre oplevelser igennem, før det igen bliver rigtig godt.

De triste oplevelser kan til tider inkludere ganske hyppige besøg hos dyrlægen, før den væddeløbshest, man satser sine penge på, kommer til at fungere optimalt.

Sådan har det også været for kredsen bag "Månedens Hest" i maj: Black Progress.

Den 12-årige svenskfødte vallak trænes af Aalborg-amatøren Rikke Lykke Lauesen, der også ejer hesten i kompagniskab med Preben Jørgensen.

Allerede i sommeren 2012 havde de to rigtig stor glæde af Black Progress, der dengang ramte en regulær formtop, hvor den blandt andet vandt finalen af DTS Amatørmesterskab på Lunden og efterfølgende rekordsænkede til 1.12,6a/1600 meter ved en sejr i Aalborg.

”Han var rigtig godt gående, og dengang gik vi med nogle planer om at skulle prøve hesten i nogle lunch-løb i Sverige. Inden skulle han lige have en enkelt start i Skive, men der var han bestemt ikke fin og blev slået til andenpladsen,” fortæller Rikke Lykke Lauesen.

Ved starten i Skive ’slog’ Black Progress sig på et forknæ, så i nogle starter i fjor blev den forsøgt med knægamacher. Men det gav slet ikke den ønskede effekt.

”Han fungerede ikke i fjor, så i vinters sendte vi ham en tur forbi dyrlæge Jonas Thornell i Sverige. Han behandlede bl.a. hesten i et bagknæ, hvor jeg havde mistanke om, at den var øm. Derudover fandt han en gammel fraktur udvendigt på forknæet. Det har tydeligvis generet hesten, og det var derfor, at han ikke tålte at gå med knægamacher,” siger Rikke Lykke Lauesen.

Den anden ungdom  

Efter besøget hos den svenske dyrlæge er det kun gået fremad med Black Progress, og ved hestens to starter i maj blev det til to imponerende sejre.

Først vandt den et ”Sigter mod Stjernerne”-løb på Billund Trav 7. maj, og siden blev det til en enkelt triumf i et klasseløb på Jydsk Væddeløbsbane 28. maj. 

”Han har altid været en god hest, og det er også derfor, at vi er fortsat med ham på trods af de problemer, han har haft,” fortæller Rikke Lykke Lauesen.

Ved de to sejre i maj har hesten vundet efter forskellige løbsoplæg. I Billund vandt den efter et rygløb, mens sejren i Aarhus blev taget fra fronten.

”Han har tidligere i sin karriere været lidt ivrig, men det er blevet lidt bedre på hans gamle dage, så nu er han lettere at køre bagfra,” siger Rikke Lykke Lauesen.

Black Progress er primært kendt for sin ekstreme starthurtighed, og størstedelen af hestens sejre er kommet i hus efter at have siddet i spids.

”Han er en meget eksplosiv type, der kan åbne hurtigt. Derfor er han også bedst på distancer fra 1600 – 1900 meter. Bliver løbene ret meget længere, så kan de sidste 100 meter godt være hårde for ham,” fortæller Rikke Lykke Lauesen.

Black Progress_KM.jpgDa Black Progress tog sin første sejr i denne sæson på Billund Trav, viste hesten, at den også går gode løb bagfra. Foto: KM Foto.

Kan være lidt besværlig   

Black Progress har ikke altid været den letteste hest at have med at gøre. Det kan flere professionelle kuske formentlig skrive under på. Den trives øjensynligt bedst med kyndig assistance af en rolig kvindehånd.

”Hvis man lægger pisken på ham i løb, så får det næsten bare den modsatte effekt. Han stopper stort set med det samme. Og han er generelt ikke den letteste hest at køre,” siger Rikke Lykke Lauesen.

Den daglige træning foregår derfor udelukkende i galopsandbanen.

”Han er jordens sødeste hest at ride på, når jeg rider ham alene. Men hvis der pludselig er en anden hest i sandbanen, så kan jeg godt ride hjem med det samme. Det kan han slet ikke administrere oveni sit hoved,” forklarer hun.

Black Progress er i dag opstaldet på Hovhedegård Hestecenter. Det ligger i kort afstand fra Rikke Lykke Lauesens bopæl.

”Der er rigtig fine forhold, og Black Progress virker også til at trives på stedet,” siger hun.

Flere gode oplevelser

Black Progress står i dag med næsten 250.000 kr. på præmiekontoen, og hvis ellers hesten fortsætter takterne fra maj måned, så kan der være yderligere indtjening i sigte.

”Vi tager en start ad gangen. Så må vi se, hvordan det udvikler sig med tiden. Men i hans nuværende form, så kan han klare sig et stykke vej endnu, selvom han ikke er helt ung længere,” mener Rikke Lykke Lauesen.

Hun og delejeren Preben Jørgensen har fortsat et håb om, at hesten på et tidspunkt kan komme til start i Sverige.

”Det vil vi gerne prøve. Måske venter vi til sidst på sæsonen, hvor konkurrencen nok ikke er helt så hård. Men det kunne i hvert fald være spændende,” afslutter hun.

Lauesen, Rikke Lykke_OHRikke Lykke Lauesen har endnu ikke opgivet håbet om at komme en tur til Sverige med Black Progress. Foto: Ole Hindby.

Rundt om Black Progress

Afstamning: Progress Value – Ninette G T e. Harold Tribun

Opdrætter: Hans Lääs, Sverige

Ejer: Preben Jørgensen & Rikke Lykke Lauesen

Træner: Rikke Lykke Lauesen (a)

Karriere: 92 starter: 19 sejre, 10 andenpladser, 10 tredjepladser

Indtjening: 249.502 kr.

Rekord: 1.12,6ak

 

Om ”Månedens Hest”

Danske heste og hesteejere skal bringes endnu mere i fokus. Derfor hædrer Dansk Hestevæddeløb ”Månedens Hest” hver eneste måned. Med hædringen følger to gavekort á 500 kr. og en fotoramme.

Månedens Hesteejer kåres ud fra følgende kriterier:

"Hesten skal være i dansk træning. Vurderingen foretages på baggrund af resultaterne i den pågældende måned. Resultater opnået på danske baner tæller. Kun i særlige tilfælde kan resultater opnået i udlandet i eliten tælle med i den samlede vurdering. Der gøres opmærksom på, at der er tale om en subjektiv vurdering – herunder at det hverken nødvendigvis er den hurtigste, mest vindende eller oftest sejrende hest, der udpeges."

 

Tekst af Henrik Ebbesen