Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Rattigan med Knud Mønster.Foto: Burt Seeger/U S Photo.

Månedens hest november: Rattigan

Rattigan
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. december 2014 16:50

To sejre i tre starter samt nogle meget overbevisende præstationer, var det der skulle til for at Rattigan af Dansk Hestevæddeløb er kåret som Månedens hest i november. Det kunne faktisk lige så godt have været tre sejre som hesten havde vundet i november.

Opdrættet på Menhammer Stutteri i Sverige og købt på auktion til danske ejere tilbage i i 2012 er historien om Rattigan, der er efter den italienske superhest Varenne og svenske Kippers, der også er moder til Peanut Butter, der indtil i sommers også var ejet af familien B. Nielsen fra Skive, men som tidligere på året blev solgt til Malta.

Tre gange nåede Rattigan at starte i november og det blev til to flotte og sikre i Danmark, inden hesten uheldigvis galopperede i et V75-løb på Jägersro. Som hesten ellers var gående på dagen, lignede at det kostede sejren og en fin førstepræmie, at den desværre galopperede. Samlet tjente Rattigan alene ved starterne i november næsten 65.000 kr.

Rattigan, Odense_KM

November måneds første sejr tog Rattigan i et Liga-løb på Fyens Væddeløbsbane, og for Knud Mønster var hesten en ganske let vinder. Foto: KM Foto. 

Der skulle prøves noget nyt

Rattigan er en hest, der har en stor sejrsprocent, da den har vundet 9 af de 22 starter som hesten har gjort. Den startede med at vinde 3 af de 5 første starter, men siden gik det lidt op og ned for hesten.

”Efter en god start på karrieren, gik det ikke rigtigt for hesten, og vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad der var galt. Han var ikke i orden, så Steen og jeg besluttede at der skulle prøves noget andet med hesten. Derfor sendte vi hesten til Team Mønster, hvor den sikkert ville passe til deres form for træning. Det har vist sig at holde stik, og hesten virker til at kunne klare sig fremover, da den har et stort talent, så vi håber bare det holder,” lyder det fra Erik B. Nielsen, der købte Rattigan som 2-åring på auktion i Sverige.

Tøjeksperten, Erik B. Nielsen_US

Erik B. Nielsen (nr. 2 fra venstre) efter Tøjeksperten havde vundet Harper Hanover på Solvalla med Flemming Jensen som kusk og Peter Rasmussen som træner tilbage i 1998. Foto: US Photo.

En ny Tøjeksperten?

Rattigan har allerede vist at være en stærk hest, og det er noget som ejerne tidligere har haft en hest med stor succes i de lange løb. Tøjeksperten leverede for år tilbage en række fantastiske præstationer, og sejren i Harper Hanover tilbage i 1998 står for mange travsportselskere som en af de største præstationer en dansk hest har leveret. Flemming Jensen kørte Tøjeksperten til sejr og kørte bare fremad med hesten, der vandt til næsten 20 gange pengene på Solvalla i tiden 1.15,4 for de 3180 meter.

”Tøjeksperten har vi stadig gående herhjemme. Han er blevet 23 år, men opfører sig som en på 10 år, så han hygger sig. Vi håber at Rattigan kan udvikle sig til en ”ny Tøjeksperten” for han virker stærk og har vel lige pt. nærmest overkapacitet for klassen han befinder sig i,” forklarer Erik B. Nielsen, der sammen med sønnen Steen B. Nielsen, glæder sig over at det går den rigtige vej med Rattigan. 

Rattigan,Lunden_US

På Hoppederbydagen var Rattigan og Knud Mønster ganske lette vindere af et stayerløb, og det er ganske givet at på de længere distancer, kan det blive rigtigt spændende fremover. Foto: US Photo. 

Ikke overraskende for Mønster

Det lyder bestemt ikke på Skive-træner Knud Mønster som om han er overrasket over, at det er gået godt for Rattigan i mange af hestens starter. Knap 140.000 kr. har Rattigan tjent siden den kom i træning hos Knud Mønster.

”Han har altid været en god hest, men haft perioder hvor travet ikke rigtigt har fungeret optimalt. Vi har ordnet et par småting siden han kom til os, og ellers er han bare kommet ind i samme træningsoplæg som staldens andre heste. Dvs. Han bliver trænet fem gange om ugen, og det er bare ridetræning samt med sulky. I denne uge har han gået intervaller tirsdag og i dag fredag,” forklarer Knud Mønster, der har været tilfreds med Rattigans præstationer, men dog ikke de sidste par starters galopper.

”Det virker som om han har haft en smule med ryggen, og derfor har vi prøvet ham uden tjek i træningen, hvilket har fungeret rigtigt godt. Derfor tror jeg vi i næste start, der efter planen er et V75 på Jägersro d. 3. januar, prøver ham uden tjek i løbet. Vores heste går med lang tjek og er derfor ikke i behold for specielt meget støtte i tjekken, så jeg tror det vil fungere godt for Rattigan,” fortsætter Knud Mønster.

Close Ups på Rattigan's sejre i november:

Odense – 2. November 2014 - Travligaen – Liga 4

1 RATTIGAN (S) fint med fra start, men måtte slippe et par stykker forbi hen mod første sving. Siden perfekt ud som første hest i andet spor i slutningen af første sving, og kunne uden problemer overtage føringen efter 450 meter. Kontrollerede siden løbet og forsvandt til slut fra konkurrenterne til en let sejr langt foran Sunny Boy Lavec uden på nogen måde at se træt ud. Gik ganske let 1.15 de sidste 1000 meter. Bare bedst.

Skive – 12. November 2014 - Golden Cup-Semifinale

8 RATTIGAN (S) endte sat af som anden hest i tredje spor, men sendt fremad i feltet og endte som første hest i andet spor efter 500 meter. Kunne siden overtage føringen efter 600 meter. Måtte slippe føringen midtvejs, men satte sig ud som første hest i andet spor på sidste langside. Kunne overtage føringen i starten af sidste sving og vandt sikkert foran Triton Neergård.

Af Carsten Rabjerg. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere