JVB

Mobile navigation
Flemming Povlsen og Stig Tøfting cykler om kap på Jydsk VæddeløbsbaneFoto: Århus Stiftstidende

Flemming Povlsen og Stig Tøfting i cykelduel

FlemmingPovlsenStigTøfting
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. juli 2019 11:36

Otte sportslegender cykler onsdag d. 24. juli om kap på Jydsk Væddeløbsbane i en god sags tjeneste. Vinderen kan donere 25.000 kroner til et valgfrit godt formål.

Jydsk Væddeløbsbane kommer onsdag d. 24. juli fra klokken 17 til at danne ramme om en usædvanlig kappestrid, ja faktisk mere end én. Den århusianske hestesportsarena har indbudt en stribe lokale sportslegender til en kappestrid, hvor de kommer til at svede i en god sags tjeneste.

I et cykelløb over en omgang på travbanens grusunderlag dyster deltagerne om retten til at donere 25.000 kroner, skænket af arrangørerne, til et velgørende formål efter sportslegendens eget valg. 

»Ideen opstod i forbindelse med, at vi samme dag fejrer naboskabet med Aarhus Cyklebane ved at afvikle nyskabelsen Aarhus Mesterskaberne i 1000 meter med deltagelse af en række af de bedste ryttere tilknyttet cyklebanen,« forklarer Flemming Sunn, direktør på Jydsk Væddeløbsbane.

»For at skabe en ekstra event, rettede vi henvendelse til en række lokale notabiliteter fra sportsverdenen, om de var friske til at stille op i en god sags tjeneste til en særlig kappestrid. Velviljen var stor og dermed var Race of Legends skabt.«

Deltagerne i Race of Legends er:

Flemming Povlsen, tidl. landsholdsspiller. Cykler for: Foreningen Cancerramte Børn
Stig Tøfting, tidl. landsholdsspiller. Cykler for: Red Barnet
Jacob Nielsen, direktør AGF A/S. Cykler for: Trygfondens Familiehus
Claus Pedersen, 15-dobbelt dansk mester i bordtennis. Cykler for: Det Kærlige Måltid
Birger Jørgensen, landets førende travkusk, tidl. verdensmester. Cykler for: Omsorgscenter PitStop i Viby
Steffen Wich, 11-dobbelt DM-vinder som head coach for Bakken Bears. Cykler for: Hjemløs i Aarhus
Tom Bonde, AGF-stjerne i 70'erne. Cykler for: Læger uden Grænser
Flemming Sunn, direktør Jydsk Væddeløbsbane. Cykler for: Julemærkefonden

Race of Legends køres på mountainbikes og deltagerne sendes af sted med flyvende start bag væddeløbsbanens startbil.

»Der er fri entre til arrangementet, som foruden Race of Legends og Aarhus Mesterskaberne i 1000 meter også byder på seks spændende galopløb. Vi håber at se masser af tilskuere i vores grønne oase med Ceres Park og Aarhus Cyklebane som naboer,« siger Flemming Sunn. 

Cykelryttere udfordres af nyt underlag

Også for de erfarne cykelryttere venter der en usædvanlig udfordring når cyklebanens hårde beton skiftes ud med væddeløbsbanens grusunderlag til Aarhus Mesterskaberne i 1000 meter.

»Vi forventer at cirka 15 af vore eliteryttere stiller til start, og vi glæder os til den anderledes udfordring på et for de fleste ryttere uvant underlag. Netop underlaget vil givet påvirke løbsafviklingen, og jeg tror, det på trods af den korte distance, bliver meget taktisk afviklede løb, men opgaven er ny så vi ved faktisk ikke, hvad vi skal forvente. Det bliver nyt og meget spændende,« siger Johannes Ollerup Sall, formand for Aarhus Cyklebane.

Mesterskabet forventes afvikles med to indledende afdelinger og en finale.

----

UDDYBENDE OM DELTAGERNE I RACE OF LEGENDS: 

Stig Tøfting

49 år. Nationalhelt i AGF. Spillede 41 landskampe for Danmark og over fire perioder mere end 200 kampe for AGF. Har siden karrierens afslutning været fodboldekspert og fodboldkommentator på flere af de større TV-kanaler.

Cykler til fordel for: Red Barnet

Steffen Wich

52 år. En af basketballsportens store legender som tidernes mest vindende træner i Danmark med ansvaret for 11 af Bakken Bears danske mesterskaber. Måtte grundet skader stoppe sig egen ellers lovende karriere i 1992 efter 142 førsteholdskampe. Arbejder som direktør for Fonden Eliteidræt Aarhus, der arbejder for talentudvikling og eliteidrætten i Aarhus. Er desuden hovedformand for Skovbakken.

Cykler til fordel for: Hjemløs i Aarhu

Claus Pedersen

70 år. 15-dobbelt dansk mester i herresingle i bordtennis. Totalt 30 danske mesterskaber og er med i alt 357 landskampe den danske idrætsmand med flest landskampe. Har været verdensmester for veteraner og i øvrigt både spillet tennis og fodbold på divisionsniveau samt vundet flere travløb.

Cykler til fordel for: Det Kærlige Måltid

Jacob Nielsen

42 år. Direktør for AGF A/S siden 1. juli 2014. Har tidligere været såvel direktør i Randers FC som selvstændig erhvervsdrivende.

Cykler til fordel for: Trygfondens Familiehus

Tom Bonde

71 år. Var 70’ernes mest populære fodboldspiller i AGF. Topscorer for AGF i 1971 og 1975 og specielt anerkendt for sine tekniske færdigheder og helt fabelagtige frispark. Karrieren sluttede i 1978 - efter 173 kampe og 65 mål - som følge af en meniskskade.

Cykler til fordel for: Læger uden Grænser

Flemming Povlsen

52 år. En af hovedrolleindehaverne bag det danske europamesterskab i 1992. Spillede 62 landskampe inden skader tvang ham til at stoppe karrieren. Har siden bl.a. været ekspertkommentator på TV.

Cykler til fordel for: Foreningen Cancerramte Børn

Birger Jørgensen

61 år. Danmarks oftest sejrende travkusk gennem tiderne med flere end 8000 sejre. Er fem-dobbelt dansk mester og har tidligere vundet både europa- og verdensmesterskabet for travkuske. Har i 34 af de seneste 38 år været den oftest sejrende travkusk ved Jydsk Væddeløbsbane.

Cykler til fordel for: Omsorgscenter PitStop i Viby

Flemming Sunn

49 år. Direktør for Jydsk Væddeløbsbane siden september 2017. Vandt syv nordiske mesterskaber i bordtennis som ungdomsspiller. Dansk Mester i herredouble.

Cykler til fordel for: Julemærkefonden

RaceOfLegendsDeltageroverblik

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder danskhv.dk/jvb. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere