Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Laura Pedersen.Foto: Torben Ager.

Laura til start i Prix d'Amérique-weekenden

Laura Pedersen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. januar 2018 13:45

Laura Pedersen er udtaget til at repræsentere Danmark i Prix d’Amérique-weekenden, der afvikles den sidste weekend i januar på Vincennes-banen i Paris.

Det er den europæiske amatørmatch, Coupe d’Europe des Amateurs, Laura Pedersen har fået en adgangsbillet til. Den 24-årige bornholmer, der er den første kvindelige vinder af amatørchampionatet på Bornholm, fik chancen efter afbud fra landschampion Dennis Kristiansen.

Til trods for at Laura her i januar har sit at se til med eksaminer, Hestesportens Galla, arbejde og et større hestehold der skal passes, kunne hun til syvende og sidst ikke sige nej til denne unikke mulighed, som kun er få forundt.

  - Jeg talte med John Gommans, der kørte løbet sidste år, og han fortalte mig at det er en kæmpe oplevelse, som man ikke må gå glip af, fortæller Laura Pedersen.

  - Det bliver noget af et kulturchok at komme ud og køre på den store sorte Vincennes bane, hvor man i modsætning Bornholm ikke mærker svingene. Det er især selve løbet jeg glæder mig til, men også oplevelsen af weekenden som helhed bliver noget helt specielt.

Laura Pedersen har aldrig tidligere været i Frankrig, og frygter især sprogbarrieren. Hun har dog fra hendes deltagelse i EM for kvindelige amatører i Spanien en anelse om hvad der venter hende.

  - Nu håber jeg bare på mere lodtrækningsheld denne gang. Det kan kun gå bedre end sidst jeg var ude og repræsentere Danmark, griner Laura Pedersen.

Af Claus Juncker