Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Come On Hugo og Bent Svendsen efter sejren i Opdrætningsløbet.Foto: Burt Seeger.

Hvad skete der egentlig med Come On Hugo?

Come On Hugo (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. oktober 2017 9:55

Som de fleste sikkert bemærkede, så fik Bent Svendsen store problemer i sidste sving i Dansk Trav Kriterium med Come On Hugo, som slog på en galop og stak af i vild galop, og til tider så det ud til, at hesten ville slå bagud i fuld fart, så vi tog fat i Bent Svendsen for at få en forklaring.

- Han overreagerede ganske enkelt, da jeg trak ørehætten og vattet og slog på bommen af vognen, og han drog af i galop, og jeg fik ikke hold i ham før nede ved Skjoldgården. Jeg har prøvet at trække ørehætten i arbejde, men aldrig vattet, men jeg tog chancen i løbet, og havde han holdt sig i trav, er han sikkert tredje eller fjerde over mål.

Bent Svendsen fik oveni i forskrækkelsen i løbet også en stor bøde på 5.000 kr. og tre dages udelukkelse for trængning, hvilket han ikke fandt helt retfærdig.

- Jeg syntes det er hårdt at dømme mig for trængning, men der sker det, at Come On Hugo sidder i ryg på Captain Morgan i inderbanen og puller så hårdt, at han er ved at løbe op i dennes vogn, hvilket får Jeppe Juel til at nikke bagud, hvilket jeg har fuld forståelse for. Så hopper Uhrberg hest, og jeg søger mig ud i andet spor, hvor dommerne så mener, at jeg laver en trængning på Steen Juuls Chablis. Jeg har efterfølgende haft fat i Steen Juul for at høre, om han syntes jeg ødelagde chancen for hans hest, hvilket han benægtede, så jeg ser ikke episoden som løbsafgørende, og den skyldtes udelukkende, at jeg ville væk fra inderbanen for at undgå en eventuel ulykke, hvis han skulle kvæle sig.

Bent Svendsen har efterfølgende taget kontakt til Klaus Storm for at få ham til at se nærmere på hændelsen.

Klaus Storm oplyser til Dansk Hestevæddeløb, at han har haft en dialog med Bent Svendsen om sagen, og han på nuværende tidspunkt ingen kommentarer har.

af Henrik Dyhrberg