Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Something Fishy sejrer overlegent for Rene KjærFoto: Gorm Johansen

Something Fishy og Bazire Trøjborg viste vejen

Somethingfishy021217
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. december 2017 17:00

Med knusende overlegne sejr efter føring undervejs stod Something Fishy og Bazire Trøjborg for to af lørdagens flotteste præstationer på Fyens Væddeløbsbane.

Den Morten Juul-trænede Chocolatier-søn, Something Fishy var samtidig hurtigst af alle, da den landede på 1.14,3a/2140 meter med komfortabel marginal til favoritten Armani S.

Fra ydersporet fyrede Rene Kjær fra start, og bortset fra et lidt ublidt første sving så bar det smertefrit mod føringen. Ekvipagen overtog uden sværdslag fra Way To Go Chief.

Mellemtiderne lød 1.11,4/500 meter og 1.15,8/1000 meter inden Kjær smed yderligere en skovlfuld kul på fyret. Herefter rykkede Something Fishy alert et par længder fri og gjorde det ekstra surt for Armani S at få fat. Denne afsluttede fint, men ved målpassage var der stadig fem længder til Something Fishy.

Bazire Trøjborg - en hest for fremtiden

Endnu større var sejrsmarginalen for Bazire Trøjborg i det følgende løb. Enhver bekymring angående galoprisiko viste sig ubegrundet. Fireåringen forekom at være sikkerheden selv, da den let forsvarede føringen.

Efter en omgang i 1.19-tempo lod Bender sin hest øge kadencen ud på sidste langside og successivt blev afstanden øget til først 10 og siden 20 og 30 meter inden målstregen blev skåret med 40 meter til gode på Villia Silk i 1.16,9/2140 meter.

Hvad fortæller sådan en præstation dig?

»Den fortæller, at jeg tror Bazire Trøjborg kan blive en rigtig god hest. Jeg synes stadig at den optræder lidt grønt på nogle områder, og den har heller ikke startet så meget endnu, så jeg tror på masser af udvikling i den,« siger Ole Bender.

»For mig at se handler det om at give hesten noget rutine mens den ikke endnu ikke har tjent så meget. Det får den brug for senere. Jeg tror sagtens at hesten kunne klare sig i hårdere konkurrence, men jeg kan se ikke, at hesten har noget at bruge 20.000-30.000 kroner af gangen til. Jeg fornemmer, at den bare skal starte i den klasse hesten løber i for at udvikle hesten rutinemæssigt. Det er det han mangler, men jeg synes godt nok, at det ligner en hest for fremtiden,« siger Ole Bender.

Baziretroejborg021217Bazire Trøjborg og Ole Bender. Foto: Gorm Johansen

Perfekt kemi mellem hest og kusk

Samme træner kunne notere yderligere en sejr, da Flemming Degn gæstekørte US Flying til favoritsejr i et amatørløb. Hest og kusk udgør tilsyneladende “a match made in heaven”. Degn har kørt hesten seks gange, med fem sejre og en andenplads som udbytte.

Nu hører det med til sandheden, at dagens opgave også forekom lempelig, og skønt US Flying havnede forrest i andet spor ventede man blot på at Degn’en skulle sætte tommelskruerne i førende Unbelievable S. Denne kunne i øvrigt fuldt og helt være sin indsats bekendt, men på opløbshjørnet koblede US Flying enkelt et sejrsgivende greb.

Hvad er det US Flying og Flemming Degn har sammen?

»De passer godt sammen. Der er ikke meget andet at sige end at Flemming bare er en dygtig kusk, og det har han altid været. Han forcerer ikke når hesten har sine problemer. US Flying er ikke nogen skøntraver, men hesten altid gør altid hvad den kan og står for nogle regulære præstationer. Det gjorde den også i dag,« siger Ole Bender.

Usflying021217US Flying og Flemming Degn. Foto: Gorm Johansen

Øvrige indtryk fra dagen:

• Et løb i 2-åringernes Efterårsårsserie gav en flot debutsejr for Kaj Jørgensens Dixen Cloc med Henrik Lønborg. Ekvipagen svarede føringen op overfor favoritten Dominique AP, der var tre længder efter i mål.

• Et monteløb sluttede med noget nær opvisningssejr for Sequenzer og Christina Lindhardt. Efter en omgang i ryg bag førende Rex Kørup, overtog vinderen kommandoen en omgang før mål, øgede afstanden på sidste langside, og sejrede med tre længder til toto-favorit Gulliver SIR.

Alpha Peak var klar favorit i V4-1. Den havde længe betænkeligt langt frem til næstfavorit Wakanda Pilegård med hvem Bjarke Christensen satte en god pace i føringen. En omgang før mål begav Steen Juul sig frem i andet spor og i opløbet afgjorde Alpha Peak enkelt. Sejren var årets femte. Den hest bliver interessant at følge i 2018.

• René Kjær viste sig også på vinderpladsen med Celine D. Ekvipagen kørte sig til føring ind i første sving og siden styrede den Kaj Jensen-trænede treårshoppe let slagets gang. Fra førerryggen tog Bad As Elkær andenpladsen, mens Check It Out reparerede en galop i første sving forbilledligt og spurtede til tredjepladsen. Sæt et stort OBS ved den hest med henblik på de kommende starter.

• Formløbene sluttede med sejre til Perfect Goal (Bent Lindhardt) og Angelina Butcher (Jytte Frandsen). På en stærk afslutning nåede Perfect Goal målstregen først, kort foran Ofero Langdel, der i slutfasen fandt vej mellem venner og fjender og kom stærkt. Angelina Butchers pletskud, som samtidig var Jytte Frandsens anden sejr i blot ni forsøg, blev tilvejebragt efter et løb nærmest førende Ocean Top og angreb mod føringen ind mod opløbssvinget.

Angelinabutcher021217Jytte Frandsen og Angelina Butcher med sæsonrigtig hovedbeklædning. Foto: Gorm Johansen.

Læs også Sikken en langside

Af Niels Jørgensen