Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Christian Nissen.Foto: US Photo.

Christian hænger ved

Nissen, Christian
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. november 2017 18:00

Med sejren søndag eftermiddag med Torque kom Christian Nissen igen op på siden af Anette Olsen i kampen om amatørchampionatet på Lunden.

Men hvordan ser han selv på chancerne for at vinde sit første championat?

- Jeg synes det ser svært ud, men vi bliver da ved med at kæmpe på. Selvfølgelig var sejren i går tiltrængt for at holde drømmen i live og vi har en del heste, der er startklare og som også virker til at have god form hjemme, fortæller Christian Nissen, der er 24 år gammel og fra januar udlært som bygningsingeniør fra DTU i Lyngby.

- Jeg kunne godt have fået arbejde, da jeg blev udlært, men da jeg startede året rigtig godt, hvor jeg havde en del held i sprøjten og fik nogle sejre, fik jeg blod på tanden og tænkte, at en lille pause fra studierne ikke ville skade.

For øjeblikket går han hjemme på gården hos far Flemming Larsen og mor Hanne Nissen og hjælper til i det daglige.

- Jeg tog som sagt en lille pause fra studierne og fokuserede i år 100% på travet for at se om det ikke skulle kunne lykkes med at blive amatørchampion på Lunden.

Christian Nissen fik sit licens i 2012 og hverken i 2012 eller 2013 vandt han løb, mens der rullede 2 sejre ind i såvel 2014 som 2015 og 3 i 2016 inden hans jubelår 2017, hvor det foreløbig er blevet til 10 sejre - alle taget på hjemmebanen i Lunden.

- Jeg har jo fået rigtig mange gode køreture både hjemmefra og fra andre og det er det, der har gjort, at jeg kan vinde disse løb, men resten af året bliver det nok mest vore egne heste, der må holde for.

- Selv om det ikke bliver let føler jeg mig ikke slået på forhånd og jeg giver først op, hvis jeg er bagefter efter sidste løb den 29. december, slutter en optimistisk Christian Nissen.

Af Dennis Stenbæk