Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Summer Day og Rene Kjær sejrer sikkert efter føring undervejsFoto: KM Foto

Stærke travliga-vindere

C95F0550 Summer Day
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. juni 2017 17:50

Foruden Fireårsprøverne blev der budt på fin sport i travliga-løbene på Jydsk Væddeløbsbane.

Hvis vi starter fra toppen så havde Travliga 2-opgøret Summer Day og René Kjær i føring fra start til slut. Velplaceret i føring kunne ekvipagen styre løbet fuldstændigt, tilbagelægge den første kilometer på en tid i underkanten af 1.16 og fortsætte mod enkel sejr i 1.16,4a/1800 meter. Womanizer søgte tidligt ryggen bag vinderen og besatte derfra andenpladsen foran The Great Elkær (tredje par indvendigt).

Det så legende let ud, hvilket øjensynligt står i kontrast til hverdagen med Summer Day.

»Hvis det er noget som heder ADHD for heste så har ham her det gange 30. Alt skal være totalt som det plejer hver eneste dag. Intet må være anderledes for så går han i panik, og står og dirrer. Han er et lille smertensbarn i dagligdagen, men plejer så også at give noget tilbage når han kommer i væddeløb. Det var ganske let i dag. Jeg synes den skulle have en stor vinderchance, hvis han nåede spidsen,« sagde René Kjær efter sejren.

Speedy Højlund er stærkt gående

I Travliga 3 byggede Speedy Højlund videre på en forrygende form og vandt sikkert for Kenneth Andersen. Ekvipagen ramte perfekt andet par udvendigt i et løb hvor Madonna Mia var førende undervejs i jævnt tempo (1.16,2/1000 meter). I første omgang havde Listas Manboy tilkæmpet sig føringen, men det blev herefter til galop ind i første sving.

Mønster sendte dog på ny Listas Manboy frem udvendigt. Her blev det til ny galop 500 meter før mål og så søgte Kenneth frem med Speedy Højlund. Parret koblede et sikkert greb i 1.15,2a/1800 meter foran Titanio CR, der fra spor 11 afsluttede fornuftigt efter et løb i fjerde par udvendigt, og på tredjepladsen Madonna Mia.

C95F9828 Speedy H Jlund Speedy Højlund afgør for Kenneth Andersen. Foto: KM Foto

Sejr til odds 666

Travliga 4-løbet bød på startgalop for 15:10-favoritten Locarno og herefter lignede det længe sejr til Rasken QC som uantastet i føringen kunne dæmpe tempoet til 1.20,5 for den første kilometer. Alligevel har hesten øjensynligt brugt kræfter på sig selv undervejs for vel inde på opløbet takkede hesten af og overlod scenen til frem for alt Rositta Holmgård og Morten Friis.

Fra tredje par udvendigt spurtede de frem til sejr på 1.19,0a/2300 meter til det artige odds 66,67. Nærmest fulgte Atletico (andet par udvendigt) og Boss, der fra førerryggen bag Rasken QC fik snoet sig fri indvendigt til tredjepladsen.

I liga 5 tog Peter Jensen-trænede Giggs Boko planmæssigt et klokkeklart skridt mod grand prix-weekendens ligafinale ved at sejre ganske let for Jeppe Juel. 500 meter inde i løbet trykkede han på den fra start førende Villia Silk og overtog straks kommandoen. Siden var det spil mod ét mål og sejren blev ganske klar i 1.16,0a/1800 meter adskillige længder foran Villia Silk og Alonso PD. Sidstnævnte havde travet forrest i andet spor i store dele af løbet.

C95F9739 Giggs Boko Giggs Boko vandt atter uendelig sikkert for Jeppe Juel. Foto: KM Foto 

Et hoppeløb havde Stickittothem som toto-favorit, men den var væk straks fra start med stor galop. Her var Aira Cloc og Rene Kjær førende fra starrt, men da Steen Juul tidligt meldte sig udvendigt med Aqua De Vie valgte Kjær beredvilligt at slippe. 

Rundt sidste sving øgede Juul tempoet med Aqua De Vie, men ind på lige bane var der udsolgt og her sendte Kjær samtidig Aira Cloc frem til hvad der skulle blive en sikker sejr foran Roselin Svimmel og Vikki CN, der havde siddet som henholdsvis fjerde og tredje i inderbanen undervejs.

C95F9777 Aira Cloc Aira Cloc ved sejren for René Kjær. Foto: KM Foto

»Natalie Bork vinder løbet hvis den går som i seneste arbejde. Den har trænet rigtig godt op til denne start,« havde Kim Madsen ytret om formløbshesten, der rundede dagen af med sejr til odds 8,71 for Pernille Bye Hansen. Parret strøg tidligt til front og splittede feltet i et godt tempo, men Natalie Bork formåede alligevel at holde hjem til sejr fulgt af One Boy og Pegasus Shadow.

Af Niels Jørgensen