Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Caroline K vinder for Jeppe Juel.Foto: Flemming Andersen.

Caroline K en lovende debutvinder

Caroline K 190617
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. juni 2017 19:45

Føring fra start til mål i et opskruet tempo var recepten for den tiltalende treårige hoppe Caroline K i aftenens løb for begynderklassen på Skive Trav.

En prøveløbsnotering på 1.25,8 tilbage i august måned var slet ikke et udtryk for Drem Vacation-hoppens formåen og søsteren til en lang række af nyttige travere med Viola K (7 sejre i 24 starter, indtjent knap 350.000 kr.) og Right Dream K (rek. 1.12,9, indtjent godt 200.000 kr.) i spidsen leverede en rigtig mandfolkepræstation denne mandag aften.

Fra spor et var det føringen der gjaldt for den Peter Jensen trænede og Jeppe Juel kørte debutant. På lette ben svarede hun føringen op og de første 500 meter afvikledes efter 1.14,8.

Marc Bæk Nielsen sendte herefter Swingfly frem for at teste lidt for føring, men Jeppe Juel lignede aldrig en der havde tanke på at slippe og kilometeren gik efter 1.16,5. 

På sidste langside blev det til galop fra Swingfly og ind i sidste sving slog Caroline K lidt af på takten og lignede en hest der kunne få langt hjem. Jeppe Juel måtte arbejde med sin hest, men hun holdt flot hjem til en sikker sejr i tiden 1.17,1a/2060 meter. En imponerende notering af en blot treårig hoppe, der selv måtte gøre alt arbejdet.

En forbedret Timo Lane sluttede nærmest efter et løb i ryg på vinderen, mens favoritten Allmagic kom flot tilbage til tredjeplads efter en indledende galop. Det bemærkedes også at Anonymous galoperede en fremskudt placering væk i opløbet.

Af Claus Juncker