Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Beyblade vinder Fireårsprøven for sin træner Anders PedersenFoto: KM Foto

Beyblade trådte for alvor i karakter

C95F0110 Beyblade
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. juni 2017 17:00

FIREÅRSPRØVER: Med en stærk indsats gjorde Beyblade for alvor sin entre på grand prix-scenen mens Bad Moon Rising var tilbage i spotlightet. Begge prøvevindere styrkede deres aktier.

At benævne Beyblade som en “statist” hidtil i årgangssammenhæng vil være en overdrivelse al den stund at hesten som treåring indløb 160.000 kroner, men hesten er øjensynligt ude efter at komme til spille en hovedrolle i derby-sæsonen.

I sin første start siden trænerskiftet til Anders Pedersen blev Trophy Catch-sønnen en overbevisende vinder af den første åbne Fireårsprøve. Som frygtet slog favoritten Bali knuder på sig selv bag startvognen, hvilket kostede dyrebare meter fra start.

Det blev Badass som gled mod føring frem mod første sving, men efter en rolig start kørte Morten Juul mod fronten med Blachman efter 500 meter. Ud på sidste langside blev førerhesten imidlertid sat under stenhårdt og vedholdende pres af Beyblade. 

I første omgang havde Morten Juul held til at svare indersporet op, men ind på opløbet måtte den give fortabt overfor Beyblade, der fortsatte mod en ganske sikker sejr på 1.15,9a/2360 meter.

Efter sit terræntab kom Bali fint tilbage og afsluttede tiltalende til andenpladsen på 1.16,0 mens Blachman tog tredjepladsen. Bivo Torkdahl og Brave Challenger sikrede sig også startret i grand prixet via fjerde- og femtepladsen.

»Jeg tænkte, at vi skulle have lidt fart på. Jeg har kunnet mærke en utrolig speed i hesten i træningen og den er gået frem‚« sagde Anders Pedersen efter sejren.

Det er blot en måned siden Anders Pedersen modtog hesten i træning, hvorfor det tydeligt var en lettelse at det faldt ud som det gjorde.

»Hesten kom til stalden i rigtig god skik og så godt ud. Det gør den stadig. Min træning er intervaller i bakker og det skulle han lige vænne sig til, men i den sidste uge har jeg været meget tilfreds.« 

Bad Moon Rising tilbage på beatet

Efter beskedne placeringer i årets første starter og en sygdomsperiode var der set med ekstra spænding frem mod Bad Moon Risings optræden i Fireårsprøven. Kunne den rejse sig fuldt og helt i mødet med kapaciteter som Børge og Bvlgari Peak.

Svaret blev et rungende JA. For Birger Jørgensen var årgangens mestvindende hest førende hele vejen rundt og tog en klar sejr på 1.16,3a/2360 meter.

Uden de store sværdslag svarede ekvipagen indersporet op, og efter 500 meter fik den Børge frem udvendigt. Sådan var positionerne også en omgang senere, hvor Bvlgari Peak meldte sig på scenen. Flemming Jensen angreb med 600 meter til mål, gik i tredje spor rundt sidste sving, og holdt tempoet helt til mål på andenpladsen mens Børge midt i opløbet måtte slippe kontakten med Bad Mood Rising. Det blev dog til tredjepladsen foran staldkammeraten Bal Bora mens der var langt til Baker Tilly på femtepladsen.

C95F0474 Bad Moon Rising Bad Moon Rising har sagen klar og vinder sin Fireårsprøve efter føring hele vejen rundt. Foto: KM Foto

For både kusk og træner var det en forløsning at Bad Moon Rising nu viste sig helt frisk igen efter lidt sygdom.

»Det var med bange anelser jeg kørte ud. Jeg vidste på forhånd, at skulle jeg have en chance, så skulle det ikke være mere besværligt end højst nødvendigt. Hesten har aldrig rigtigt åbnet noget, men senest i København, hvor den blev forsøgt med en anden sko, fornemmede jeg faktisk, at den åbnede fornuftigt, så det var med at gøre forsøget,« forklarede Birger Jørgensen sit taktikvalg efter sejren.

Peter Rudbeck var ligeledes lettet over formbeskeden Bad Moon Rising gav.

»Hesten træner altid stærkt, men det først når man skal tage det sidste ud af hesten at du rigtig kan se det. Jeg stod også og frygtede det lidt i opløbet, men heldigvis så var han klar,« sagde Peter Rudbeck til DanToto Racing Live.

Af Niels Jørgensen