Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

BREAKING NEWS: Den danske model godkendt af EU

Folketinget Presse Fotograf Anders Hviid
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. december 2017 13:00

EU-Kommissionen har for få timer siden godkendt den støtteordning den danske stat har ønsket at etablere overfor hestevæddeløbssektoren. Dansk Hestevæddeløbs direktør, Henrik Friis, kalder det en glædens dag.

Loven, der skal sikre hestevæddeløbssporten 76,2 mio. kr. årligt de kommende fem år kombineret med en 8% afgift af omsætningen på danske hestevæddeløb, bliver vedtaget af Folketinget nu på torsdag d. 7. december.

Det er en betingelse for lovens ikræfttræden at EU-Kommissionen godkender den danske statsstøtteordning, hvilket glædeligvis netop er sket.

I EU-Kommissionens officielle pressemeddelelse som findes her, begrundes godkendelsen med en anerkendelse af at ordningen er essentiel for udviklingen af dansk hesteopdræt og hestevæddeløb.

Dansk Hestevæddeløbs direktør, Henrik Friis, ser ikke grund til at skjule sin begejstring overfor dagens EU-godkendelse.

  - Jeg er rigtig rigtig glad for at det her endelig går igennem. Det er en glædens dag at få fjernet de usikkerhedsmomenter, der var i relation til EU-Kommissionens godkendelse.

  - Vi afleverede en grundig redegørelse og dokumentation for vigtigheden af støtten til hestevæddeløbssektoren i denne omstillingsproces, og vi har efterfølgende haft en god dialog med både kultur- og skatteministeriet . EU-Kommissionens godkendelse skal ses som en accept af det grundige lovforarbejde der er foretaget af politikerne i Danmark.

  - Det er også en godkendelse der forpligter hestevæddeløbssporten til at levere et stærkt produkt. Samtidig er det grundlaget for en udvikling af sporten på lang sigt. Godkendelsen er den platform vi kan bygge videre på, sammenfatter Henrik Friis.

Af Claus Juncker