Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Amulet vinder Dansk Hoppe Derby 2016Foto: Lasse Jespersen

Amulet ikke færdig som væddeløber endnu

Amulet 0934 160827
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. december 2017 8:30

Skive-træner Peter Rasmussen havde en kanonsæson i 2016, hvor det blev til næsten 850.000 kr. i indkørte præmier og en plads på Top 10-listen. I 2017 er det pengemæssigt en mavepuster, men træneren selv er tilfreds.

Dette interview med Peter Rasmussen starter med en snak omkring det psykologiske i at være med helt fremme i alle årgangsløbene den ene sæson, og så slet ikke være der i den næste.

- Nej, men det er jo sådan, at når man opererer med en "smal trup", så er man mere sårbar. Amulet havde jo en kanonsæson sidste år, og det var hende, der trak læsset, men jeg er nu faktisk rigtig godt tilfreds med min stald og sammensætningen af hestene, indleder Peter Rasmussen.

Amulet vandt såvel Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, Dansk Hoppe Derby og Aalborg Hoppechampionat og var sikker 1'er på Væddeløbsbladets Årsrevys Top 10-liste over 4-årige hopper. Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at hun ikke er på listen over de ældre hopper i år. Sæsonen har budt på én sejr og tre mindre placeringer i otte starter.

Fredag eftermiddag starter Hoppe Derbyvinderen så i Aalborg, hvor ENS Snapshot-datteren kommer ud med 40 meters tillæg til ganske gode heste. Et lidt hårdt oplæg, Peter?

- Ja, det har du ret i. Hun har haft lidt virus og benproblemer, og har også sat vinterpels, men jeg har selv råbt op om manglende hoppeløb, og så skylder jeg også at starte, når de så er der. Men Amulet starter selvfølgelig kun fordi hun er klar til det, understreger Rasmussen bestemt, og fortæller samtidig, at Amulet også i 2018 skal løbe væddeløb.

- Jeg var godt tilfreds med hende på Jägersro senest, hvor løbet blev afviklet i et vildt tempo. Der blev både åbnet og lukket i 1.10-tempo, og jeg havde 1.10,5 på Amulet de sidste 500m. Så formen er, hvor den skal være, og hun er hurtig ude i voltestart. Om vi kan indfange Bluegrass fra spids er svært at sige, men en triochance må hun være, vurderer Peter Rasmussen.

Casino Gardenia er en stor vinderchance

Den anden starthest Peter Rasmussen tager med til Aalborg er Casino Gardenia, som har vundet fem gange i år. Senest netop i Aalborg fra bagspor, men nu står hesten godt inde i løbet fra spids i et voltestartsløb. Det ligner en stor chance?

- Casino har stor vinderchance i dette løb. Han er rigtig hurtig fra start i voltestart, og jeg tror det bliver spids rundt om. Jeg gør dog opmærksom på, at han for tre starter siden stod med 16.000 kr. på kontoen, så han har tjent mange penge på kort tid.

CASINO GARDENIACasino Gardenia ved en tidligere sejr i Skive. Fredag gælder det Aalborg. Foto: Flemming Andersen.

- Casino Gardenia er dog en kanonhest, som er meldt i alting, og jeg glæder mig meget til næste sæson med ham. Efter denne start går han hjem til ejerne, og vintertræningen kommer til at gå med skridtbånd og svømmetræning på Hammerthor Poolcenter. De sidste par starter har han ageret mere modent end tidligere, så jeg håber galopnykkerne er en saga blot, fortæller Peter Rasmussen

Dobbelt Winner klar til næste år

Og nej, der findes ikke en hest, der hedder "Dobbelt Winner". Men Peter Rasmussen har to 2-åringer i stalden med efternavnet Winner, nemlig Diana Winner (From Above - One Winner) og Dream Winner (Wishing Stone - Comerada A Winner).

Begge har været i fremvisningsløb på Skive Trav, og så ved den lejlighed glimrende ud. Er det to årgangsstjerner Geert & Connie Olesen har her, Peter?

- Det skal man altid passe på med at love. Men de var rigtig fine i fremvisningsløbet, er friske og træner på, så det er meningen, at de begge skal debutere til foråret, når der er passende opgaver til dem. Potentialet til noget godt er der i hvert fald, afslutter Peter Rasmussen.

 

Af Jesper Elbæk