Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Sunbeam og Nicolaj Andersen efter sejren i Dansk Hoppe Derby 2013.Foto: US Photo.

Sunbeams lillesøster i debut

Sunbeam_Æresrunde_US Photo
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. august 2017 14:00

Jan Kramers treårige hoppe Covini har en afstamning der forpligter. Såvel mor som søster er tidligere derbyhoppeløbsvindere. I aften torsdag debuterer den på Nykøbing F. Travbane.

Covini er faldet efter Jan Kramers egen Lexus, der vandt Dansk Hoppe Derby 2007. I avlen har Lexus vist sig, at kunne føre hendes gode egenskaber videre. Første afkom var således Sunbeam, der gentog sin mors bedrift i 2013.

Det var oprindeligt planen, at Covini skulle have debuteret i starten af juni, men hun blev slettet fra en tiltænkt start pga. halthed.

  - Den trådte på en sten og fik en hovknusning som følge af det. Det var ikke noget alvorligt, men hun blev halt og det har alligevel taget hende lidt tid, at komme sig over det, forklarer Jan Kramer.

Han fortæller videre, at Covini minder meget om sin søster. Hun er en fornuftig størrelse hest, der har haft let ved det hele vejen igennem. Omvendt har hun optrådt lidt hvalpet, så selvom hun fysisk har været klar til en tidligere debut, valgte man alligevel at gemme hende lidt.

Netop det faktum at tingene foregår på hestenes præmisser, og at de opbygges over tid, har givet Jan Kramer et godt ry i travsportskredse.

Kramer, Jan

Jan Kramer er tidligere professionel travtræner og har udviklet et utal af fine ungheste gennem årene. Her ses han i selskab med Sunbeam og Anita Laustsen. Foto: Burt Seeger.

Vildledende prøveløbsnotering

Der er ifølge Jan Kramer tale om en gennemarbejdet hest, der er bygget op med masser af intervaller, således at den er forberedt bedst muligt. Når man i baneprogrammet læser, at Covini blot er godkendt på 1.24,6, skal det således ikke ses som et udtryk for hendes evner.

  - Da hun var i prøveløb stod himmel og hav ud i ét. Det var en frygtelig bane og hun gik på den baggrund et rigtigt fint løb.

  - Efterfølgende har hun været ude i et rutineløb, hvor hun gik en 1.22-notering, med en sidste kilometer i 1.18-fart. Jeg følte at der var meget sparret og pulsen var efterfølgende fin, fortæller Jan Kramer, der dog ikke forventer sejr i debuten.

  - Hun kan ikke slå Arn Kronos, der imponerede mig voldsomt senest. Den så helt ubrugt ud og viste en voldsom fart. Jeg håber på, at jeg kan blive anden til den.

Selv om det ikke skulle blive til sejr i debuten, er Covini stadig en hest, Jan Kramer har stor tro på. Ikke mindst på sigt.

  - Jeg tror at hun er for sent ude, til at nå årgangsløbene i år, men har da ambitioner om, at hun kan være med næste år.

  - Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt give svar på, hvor god hun kan blive. Jeg hæfter mig ved, at hun ligesom Sunbeam har let ved det, men det er nok for meget at tro på, at hun kan blive lige så god som hende, afslutter Jan Kramer.

Baneprogrammet til aftenens løb på Nykøbing F. Travbane kan hentes her.

Træner-/kuskekommentarer finder du her.

Af Claus Juncker