Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Ole Bender og Check It Out.Foto: Gorm Johansen

De mindste kan blive de største

Check It Out Og Ole Bender
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. august 2017 7:00

Ole Benders to treåringer C C's Easy Lady og Check It Out syner størrelsesmæssigt ikke af meget. Alligevel er de to fremtrædende chancer ved fredagens stævne på Jydsk Væddeløbsbane.

Især C C's Easy Lady er med sine kun halvanden meter eksemplet på, at størrelse ikke er alt. Efter et ophold ved Steen Juul er den skiftet til Ole Benders træningskvarter, hvor den har gjort en enkelt start.

I et forsøg på et overraskelsesangreb slyngede den sig i galop. Den tabte i omegnen af fyrre meter ved fejltrinet, men kom flot tilbage til tredjeplads. Blot slået med godt to længder.

  - Jeg synes hun leverede et fint indtryk. Hun manglede lige det sidste, men havde ikke startet længe og hostede en smule efter løbet. På den baggrund synes jeg at præstationen var godkendt, indleder Ole Bender, og fortsætter med en beskrivelse af Quite Easy-datteren:

  - Hun er en forholdsvis lille hest, men har en fin gang, en god hjerte-/lungekapacitet og en god arbejdsmoral.

  - Hun har haft nogle problemer med et bagben, som vi har arbejdet med. Det bliver hele tiden bedre, og hvis vi får det helt på plads, så tror jeg at der er god udvikling i hende.

Bender, Ole (1)

Sæsonen 2017 har hidtil ikke levet op til Ole Benders forventninger. Måske kan vendepunktet komme på ved fredagens stævne på Jydsk Væddeløbsbane. Foto: Ole Hindby.

Forventer fejlfrit løb

Ved et kig på resultatrækken kunne man foranlediges til at tro, at der er tale om en særdeles ustabil hest. Det er dog ikke Ole Bender umiddelbare vurdering.

  - Hun har ikke virket ustabil i arbejde og skal ikke have skylden for fejlen senest. Da tempoet blev taget kraftigt ud af løbet, satsede jeg en smule med et hurtigt fremstød. Havde vores hjulgafler ikke hængt sammen, tror jeg ikke at hun havde galoperet.

  - Nu ved jeg ikke helt hvordan hun tackler Århus-banen, men jeg vurderer at det kan være en lille fordel for hende. Hun har klar fordel af autostart og jeg forventer et fejlfrit løb fra hende.

Som lillesøster til Balder, er det en hest man kan tillade sig at have visse forventninger på. Samtidig står hun godt til med spor to bag startvognen.

  - Hun er hurtig fra start, men jeg må lige afvente og se, hvordan hun tackler banen, og hvordan hun er på dagen i øvrigt. Fra det gode spor har jeg flere muligheder at vælge på.

  -  Normalt skal hun være gået frem med løbet i kroppen senest og skal være en god triochance, vurderer Ole Bender.

Tilbage i forbedret udgave

Den fynske træner bringer også Great Challenger- sønnen Check It Out til start. Efter en debutsejr, hvor den viste fine takter, har den slet ikke kunnet leve op til forventningerne.

  - Han har klart underpræsteret i de seneste to starter. Han har været meget snottet efter seneste start og er behandlet for det. Jeg mistænker at det har været i kroppen på ham i de to starter, hvor jeg ikke rigtigt har kunnet kende ham.

  - Han har fået tiden til at komme sig og har trænet uden anmærkninger efterfølgende. Blandt andet har han gået et fint banearbejde, hvor vi med succes prøvede at lette ham lidt i balancen.

  - Med de to seneste præstationer in mente, må han betragtes som en outsider. Hvis han tackler banen, som jeg forventer han gør, er han en af dem, der kan vinde løbet, fortæller Ole Bender.

Baneprogrammet til eftermiddagens løb på Jydsk Væddeløbsbane kan hentes her.

Træner-/kuskekommentarer finder du her.

Af Claus Juncker