Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Babe Love har fundet rytmen igen for Frank & Preben SørensenFoto: Ditte Hesselborg/Hesselborg Foto

Afstamningen forpligter for Babe Love

Babe Love 170617
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. august 2017 8:00

Som helsøster til sidste års Derbyvinder Axel, så har der været store forventninger til Babe Love længe. Ja faktisk siden hun var plag, hvor opdrætterne købte hoppen tilbage på auktionen i Aalborg for et stort beløb.

Beløbet for hjemkøbet var så stort som 200.000 kr. på Opdrætterforeningens auktion i Aalborg i 2015, hvor Babe Love som 2-års var med på et wildcard, og var den allerførste hest i ringen.

Hesten blev dog solgt, men først nogle måneder senere, da Stald Chili ApS v/Peter Berner Wilhelmsen købte hoppen, og satte den i træning hos Lunden-Nicolaj Andersen. Det blev til sejr i anden start, men derefter fulgte tre diskvalifikationer for galop, hvorefter Wilhelmsen satte Babe Love i træning hos Danmarks førende travtræner gennem en årrække, Flemming Jensen.

Babe Lovepå LundenBabe Love ved dens prøveløb på Lunden sidste sommer for Nicolaj Andersen. Foto: Jesper Elbæk

Tre starter i Jensens regi endte med tre galopper, og en tredjeplads som bedste placering. Babe Love kom herefter hjem til Frank & Preben Sørensen igen, og hvordan gik dét egentlig for sig, Preben?

- Jamen, Peter Wilhelmsen kontaktede mig en aften på sms, og spurgte, om vi var interesserede i at købe Babe Love. Det var vi, for jeg har en idé om, at hun efter løbskarrieren er ovre, vil være en fremragende avlshoppe. Med Love You som far, så kunne vi f.eks. sende hende til Ready Cash, og måske få en ny Bold Eagle ud af det, lyder det med et skævt smil fra Preben Sørensen.

Glad for at være hjemme igen

Hjemme i Kinnerup fangede Danskhv.dk medejeren Preben Sørensen tidligere på ugen efter Babe Loves sidste træningsarbejde inden Derbyprøven søndag på Charlottenlund Travbane.

- Babe Love fungerer rigtig godt med at træne hjemme i Kinnerup, fortæller Preben Sørensen, som også kan fortælle, at der ikke er ret meget hokus pokus forbundet med, at Love You-hoppen er begyndt at levere resultater i løbene igen.

Det er nemlig blevet til to sejre og to andenpladser i hidtil seks starter i brødrene Sørensens regi, så hvad kan de, som stortrænere som Nicolaj Andersen og Flemming Jensen ikke kunne?

- Jamen, vi er bare gået tilbage til hendes gamle balance. Derudover ventede veninderne på hende hjemme på folden, og jeg tror bare hun var glad for at komme hjem igen. Nu er resultaterne så kommet lige så stille, lyder det med vanlig nordjysk beskedenhed fra Preben Sørensen.

Hård Derbyprøve

Søndag eftermiddag er det så eksamenstid for Babe Love, som således er én ud af i alt ti amatørtrænede heste, der stiller op i Derbyprøverne. Konkurrencen er hård med modstandere som Blowmywhistle (vinder af Jydsk 3-årings Grand Prix og toer i Jydsk 4-årings Grand Prix) samt Beatriz (vinder af Dansk Hoppe Kriterium og Grand Circle 3-års Hoppechampionat) i feltet.

Og så er det jo i øvrigt pudsigt, at Beatriz jo delejes af Babe Loves tidligere ejer Peter Wilhelmsen...

Hertil kommer Steen Juul-trænede Brandy Laser og Frantz Praëms Beauty From Above, som kommer til start med en frisk sejr på 1.15,0.

Babe Loves Derbyprøve køres som 9. løb søndag eftermiddag på Lunden, og er således den sidste af Hoppe Derbyprøverne. For at være 100% sikker på kvalifikation til Dansk Hoppe Derby, så skal Babe Love være første eller anden i løbet. Det kan dog også flaske sig med en tredjeplads, hvis minimum to af de tre øvrige treere er placeret lavere end Babe Love på pointberegningslisten.

Den liste findes i Lundens baneprogram, som kan downloades gratis HER. Træner- og kuskekommentarer opdateres løbende HER.

 

Af Jesper Elbæk